Menu

Optakt: Fokus i egen hule!

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
27. september 2019 kl. 08:56
B1909 - SSV Højfyn, lørdag d. 28/9 ‘19, kl. 15.00
Lørdag står der atter fodbold på programmet på Gillested Park, hvor de røde helte skal forsøge at følge op på sidste weekends storsejr på 6-1 i Morud. Modstanderen denne gang er det højfynske fællesskab fra SSV, der trods en placering under stregen, møder op med en respektindgydende 2-1 sejr over ellers formstærke Marstal/Rise.
B1909 har trods en godkendt pointhøst haft udfordringer på eget græs, hvor det som bekendt er blevet til nederlag mod B1913 og 0-0 mod ærøboerne. Således hedder hjemmebanestatistikken 2 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag, mens historikken på fremmed græs lyder på fem sejre og fuld pointhøst! Kampen mod SSV Højfyn handler derfor også om at skærpe fokus i egen hule, hvor gæsterne oftest pakker sig på egen bane og lurer på giftige omstillinger.
Netop fokus er et nøgleord for cheftræner, John Andersen. Han taler igen og igen om vigtigheden af spillernes evne til at fokusere, netop fordi den mentale balance er afgørende. Andersen vil have et ens udtryk gennem samtlige 90 minutter, hvilket bestemt også bliver vigtigt mod lørdagens gæster, der har nogle særdeles skarpe individualister.
-“Vi har haft en super god uge på træningsbanen, med fuld koncentration og energi. Træningskulturen i klubben er stor for tiden, og vi forsøger hele tiden at bygge oven på. Vi vil gå ind til kampen med samme indstilling som i Morud, med stor respekt for modstanderen, som er fysisk stærke og hvor tabellen lyver lidt i forhold til deres reelle styrke”, lyder det fra cheftræneren.
B1909 stiller med samme trup som i Morud og er dermed uden ændringer. Morten Dyg er ved at være klar efter en mindre skade, og forventes med mod Dalum i næste uge. Jakob Tonnesen har ligeledes været ude i længere tid, og er også så småt ved at være klar igen.
Vel mødt!
Luk