Menu

Optakt: Stærke øboere gæster Gillested Park

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
21. april 2017 kl. 09:18
B1909 - Marstal lørdag 22/4 kl. 14.00

Tre sejre på stribe. Det er indtil videre udbyttet i april, og hovedårsagen til, at B1909 fortsat indtager Albaniseriens førsteplads, hvor særligt OKS og nordfynske KRFK presser sig på. De to nærmeste konkurrenter vinder runde efter runde, og det lægger et konstant pres på Thorhøjs tropper, som heldigvis har været i stand til at modsvare konkurrenternes pointhøst.

Lørdagens modstander fra Marstal er en gammel kending, som har fulgt os i op- og nedture i de seneste sæsoner. Kendetegnende for de indbydes opgør er, at der altid er fart og spænding til det sidste, og at opbakningen på lægterne er stor fra begge holds ivrige supportere. Kampen har med andre ord alle forudsætninger for at blive underholdende og seværdig, hvilket altid er glædeligt.

Hos hjemmeholdet har den forløbne uge budt på arbejde på træningsbanen, hvor fokus særligt har omhandlet tempo og bevægelse for boldholderen. Thorhøj mener generelt at vi skal blive skarpere med bolden, og det kræver naturligt at spillerne tilbyder sig for hinanden.

-'Vi møder Albaniseriens måske mest rutinerede mandskab. De har brugt deres erfaring fra sæsonerne i DS - de er robuste og står godt på banen. Det er et fysisk stærkt hold, der spiller på omstillinger og er meget stærke på standardsituationerne', siger Thomas Thorhøj om gæsterne fra Marstal.

-'Det afgørende for os lørdag bliver derfor, at vi ikke giver for mange standarder væk, plus at vi skal være skarpe i begge felter. Vi skal søge vores muligheder for gennembrud på kanterne, og i 1 mod 1 situationerne offensivt. Og så skal vi have mod til at udfordre Marstal fysisk', slutter Thorhøj.

Vel mødt!

Luk