Menu

Optakt: Topopgør på Nordfyn

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
01. juni 2017 kl. 19:22
Otterup - B1909 fredag 2/6 2017 kl. 19.00

Sæsonen er på vej ind i den helt afgørende fase, når B1909 fredag aften gæster Otterup. Forårets sidste topopgør venter, mellem to af dette års stærkeste mandskaber i Albaniserien.

Otterup kan med en sejr spille sig tættere på netop B1909, og dermed holde fast i den sidste mulighed for at fravriste duksepladsen fra de røde. Med en hjemmesejr vil Otterup være to points fra nierne, dog med en kamp mere.

Omvendt vil B1909 med en sejr sikre et måske afgørende skridt, i bestræbelserne på avancement til Danmarksserien. Tre points vil sende nierne på 62, med tre kampe tilbage. Otterup vil i givet fald blive på 54 points, og da de har spillet en kamp mere på nuværende tidspunkt, kan de højst sikre sig seks points mere, og kan dermed ikke hente os længere. Den sidste forfølger, KRFK, som på nuværende tidspunkt har 55 points, ligeledes for en kamp mere, mangler samtidig at møde Otterup i et indbyrdes opgør. Det er enormt spændende, og vi er i den fantastiske situation, at vi selv kan afgøre vores skæbne. Kom nu, drenge!

Nierne stiller med det stærkest mulige hold, hvor Nicolas Jørgensen er tilbage i truppen, efter sin skadepause. Samtidig er selvtilliden helt i top, efter den seneste storsejr over Årslev hjemme på Gillested Park. Men uanset de positive vinde, så skal de røde have alverdens respekt for fredagens hjemmehold, som kommer med et imponerende forår i ryggen. Otterup har hentet 9 sejre efter nytår, og har stille og roligt spillet sig ind i topkampen. Det er et ganske stærkt mandskab, som den tidligere divisionsklub har samlet på Nordfyn.

Vi håber at mange niere vil bruge et par timer i det røde fællesskab, og bidrage til en stærk kulisse på Otterup Stadion, så Thorhøjs tropper kan få den bedste opbakning. Støtten betyder meget for spillerne, som niernes manager har sagt gentagne gange.

Vel mødt!

Luk