Menu

Optakt: TPI venter i Paarup

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
30. august 2019 kl. 14:28
TPI - B1909, lørdag d. 31/8 ‘19, kl. 15.00
Tyve mål i fire kampe! Sådan lyder de vilde realiteter, efter midtugens kæmpesejr på 8-1 hjemme over Aarup. Et resultat, der samtidig gav os de første point i rækken, efter afviklingen af de ni minuspoint fra skrivebordet. Med sejren kravlede vi over nedrykningsstregen, i øvrigt med en målscore på 23-3!
Cheftræner, John Andersen, prædiker fuld fokus på os selv og hver eneste kamp, i forsøget på at holde benene solidt på jorden, trods den gode start på efteråret. Vi er fortsat i en sårbar situation, hvor hvert pointtab vil gøre missionen om opstigen i rækken mere besværlig. Vi skal fortsætte med en ydmyg tilgang, og konstant omstille os til en ny opgave, der kræver fuld koncentration.
-“Vi har stor respekt for TPI. De er godt organiserede, og de spiller alle med et stort hjerte for deres klub. Vi skal uden tvivl være klar fra start, hvis vi skal have noget med hjem fra en vanskelig udebane i Paarup Parken”, lyder det fra John Andersen.
Cheftræneren har ingen ændringer i truppen til kampen mod TPI, hvor der er genvalg over hele linien. En håndfuld spillere får kamptræning på reserveholdet, deriblandt Junior Gensø, der så småt er klar igen efter sin skadespause.
Luk