Menu

Optakt: Vi skal rejse os i Fjordager!

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
09. september 2019 kl. 20:40
Fjordager IF - B1909, tirsdag d. 10/9 ‘19, kl. 18.00
Efter en fantastisk åbningsstime med fem sejre i fem kampe, kom de røde alvorligt ned på jorden igen, da B1913 lørdag sejrede med 1-2 i årstalsbraget på Gillested Park. En kamp, der på forhånd var udråbt til sæsonafgørende, qua de blå’s ni-points-forspring på handicap-kuponen.
Skuffelsen var markant i omklædningsrummet efter kampen, hvor tavshed og nedslåede blikke fortalte alt om vigtigheden. Alle havde håbet at kampen kunne bringe os tættere på toppen, men manglende parathed i kampens første fjerdedel gjorde udslaget. Vi må nu kigge indad og samle kræfterne, så energien kan sende os tilbage på sporet hurtigst muligt!
-“Jeg vil ikke bruge så meget tid på den sidste kamp, da vi jo allerede spiller tirsdag i Fjordager. Men det er da klart at vi er skuffede over nederlaget til de blå. De var skarpest i begge felter, og så fik de vores spil lukket ned i store dele af kampen. Vi skal være dygtigere til at holde konceptet, også når vi møder et fysisk stærkt hold som B1913”, lyder det fra cheftræner, John Andersen.
Som nævnt gælder det allerede en ny kamp tirsdag, når Andersens tropper drager nogle få kilometer mod øst, til et møde med vores mangeårige samarbejdspartner, Fjordager IF. Klubben fra Seden er tilbage i Albaniserien, efter en flot oprykning fra Serie 1 i sidste sæson. Og de hvid/grønne har lagt stærkt ud, med ni point i fem kampe - ganske imponerende!
De to klubber og spillerne kender hinanden godt indbyrdes, og der vil derfor være meget mere end de tre point på spil. Værterne vil uden tvivl elske at drille de røde, mens nierne omvendt har behov for hurtig oprejsning, efter nederlaget mod B1913. En rød sejr tirsdag og endnu én søndag hjemme mod topholdet Marstal, vil dulme afgørende på den sårede bankkonto. Vi har simpelthen brug for de point!
-“Mod Fjordager er det ikke anderledes end vanligt. Vi skal holde fokus på os selv og på vores udtryk igennem samtlige 90 minutter. Vi skal hurtigst muligt tilbage på sporet igen - i et svært lokalopgør i Seden”, slutter cheftræneren.
I forhold til kampen mod B1913 er der to ændringer i truppen. Morten Dyg sidder over med en mindre overbelastning, mens nytilgangen Sebastian Gaardhøje skal have mere træning i benene, så han kommer i top- og kampform. Julian Martinsen og Sebastian Villemoes er tilbage blandt de 14 udvalgte.
Vel mødt!
Luk