Menu

Nierne sejrede i fredagsfest i Aarhus

image Rasmus Skovgaard kom atter på måltavlen, da den unge angriber nettede til 0-3 i Aarhus
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
13. april 2018 kl. 23:30
VSK blev nedlagt på eget kunstgræs

B1909 sejrede fredag aften med 3-0, da de røde gæstede kunstgræsset hos VSK Aarhus. Esben Krag Harding, Markus Bay og Rasmus Skovgaard nettede for nierne, der fik Rune Rasmussen udvist midt i 2. halvleg.

Inden kampen var der en del postyr, da kunstgræsset sad løst i det ene målfelt, og derved kunne skille og løftes op til en halv meter. Det blev selvsagt vurderet til fare for spillerne. B1909 valgte dog at spille kampen, men lagde en protest over forholdene inden kick off, som reglerne foreskriver.

Spillerne lod sig dog ikke påvirke af virakken, og gik til kampen med stor energi og dedikation. De første 20-25 minutter stod i de rødes tegn, og holdet spillede sig frem til en håndfuld fine chancer, efter flere flotte angreb.

Esben Krag Harding havde fået chancen fra start i Mathias Munks fravær, og kvitterede for tilliden efter et lille kvarter. To-meter-manden hamrede resolut kuglen i nettet, da bolden dumpede ned foran ham midt i feltet.

Få minutter senere øgede backen Markus Bay til 0-2, da han afsluttede årets flotteste angreb med en scoring. Efter gode kombinationer frem ad banen, spillede en stærk Emil Thomsen bolden videre til Jonas Lund på højrekanten, som servede kuglen mod forreste område i feltet. Her dukkede Bay op tæt under mål, og sendte bolden ind over stregen. En ganske fremragende scoring!

Resten af halvlegen bølgede frem og tilbage, og i perioder også med værterne som spilstyrende. Nierne virkede dog i fuld kontrol, og den afventende tilgang sikrede en godkendt 0-2 føring ved pausen.

Efter sidebyttet var nierne atter på toppen, og indledningen på halvlegen viste et klart overskud. Jonas Lund testede træværket, inden lynhurtige Rasmus Skovgaard satte turbo på en opstilling, og hamrende kuglen gennem benene på værternes keeper. 0-3, og Skovgaards tredje træffer i ligeså mange optrædender. Stærkt!

Efter scoringen fulgte en periode med rød kontrol, hvor både Bay og Thomsen havde fine tilbud. Men en afgørende scoring udeblev, trods tilløb til at lukke festen.

Med godt tyve minutter igen blev nierne reduceret til ti mand, da unge Rune Rasmussen så rødt efter en mindre batalje. Rasmussen kastede bolden efter en modstander, og den slags takseres på linie med slag og spark. Rødt kort til den forudseende midterforsvarer, hvilket sendte Jonas Lund ned i centerforsvaret, som makker til Nicolai Dalager. De to holdt skansen kampen ud, i selskab med en konsekvent indsats fra Marcus Sørensen i det røde bur.

I slutfasen pressede hjemmeholdet spillet længere frem, mens nierne konstant var giftige på omstillinger. Jonas Skærlund ramte overliggeren, og Skovgaard havde ligeledes et par gode muligheder. Trods undertallet var nierne reelt tættere på 0-4, end værterne var på en reducering.

VSK Aarhus - B1909       0 - 3   (0 - 2)
Mål:
0-1 Esben Krag Harding (14.)
0-2 Markus Bay (22.)
0-3 Rasmus Skovgaard (60.)
Tilskuere: 54 ved Vejlby/Risskov Centrets kunstgræs

Rødt kort:
Rune Rasmussen, B1909 (76.)

Startopstilling:
Målmand: Marcus Sørensen.
Forsvar: Markus Bay, Nicolai Dalager, Rune Rasmussen, Daniel Winther.
Midtbane: Emil Thomsen, Jonas Skærlund,Morten Dyg.
Angreb: Jonas Lund, Esben Krag Harding, Rasmus Skovgaard.

Indskiftninger:
Esben Krag Harding ud, Burana Saenkham ind (70.)
Morten Dyg ud, Nicolai Frederiksen ind (70.)
Rasmus Skovgaard ud, Marc Eliasen ind (87.)

Luk