Menu

Optakt: Akademiet venter på Sydfyn

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
27. oktober 2017 kl. 09:36
Oure FA - B1909, lørdag 28/10 '17, kl. 13.00

Lidt frem og lidt tilbage igen. Så kort kan efteråret vel karakteriseres for de røde oprykkere, som svinger mellem toppræstationer og lunkne oplevelser. Sidstnævnte senest bevist i den forgangne weekend på Campusvej, hvor 13 sejrede med 3-1.

Alligevel kan vi se tilbage på et halvår, hvor vi har fået samlet en fin trup, skrabet en masse points sammen, og aktuelt indtager rækkens 3. plads. Det er vel ret beset godkendt af en oprykker!

Lørdag går turen til fodboldakademiet i Oure, hvor vores tidligere cheftræner, Mads Halskov, har stor andel i både koncept og sportslig succes. Sydfynboerne lever et fodboldliv på niveau med professionelle klubber, og det afspejles lige nu i stillingen, hvor Oure deler førstepladsen med TPI.

Netop TPI var modstanderen i seneste kamp, hvor akademiet måtte nøjes med uafgjort, efter længe at have ført opgøret i Paarup Parken. Værterne havde atter topholdets fru Fortuna med sig, og sikrede sig for 2. weekend i træk flere points på kontoen.

Hos B1909 er Morten Dyg tilbage efter overstået karantæne, mens Nicolai Dalager kan gøre comeback efter sin skadespause. Omvendt glider anfører Jacob Mouritsen ud af truppen, da han er optaget af private omstændigheder.

Manager Thomas Thorhøj og resten af truppen glæder sig til opgøret, mellem to hold, der begge kan lide at spille med bolden. Der er ganske givet lagt op til et seværdigt opgør, krydret med lige dele flot fodbold og hård fight. Og den røde manager betoner, at hans spillere vil kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne, i bestræbelserne på, at sikre yderligere points til den røde konto.

Vel mødt!

Luk