Menu

Optakt: B1909 får besøg af Oure

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
11. maj 2018 kl. 10:47
B1909 - Oure FA, lørdag 12/5 '17, kl. 15.00

Fem sejre på stribe er B1909’s facit inden lørdagens hjemmekamp, hvor rækkens to’er, Oure FA, kommer på besøg. Fire skalpe i Danmarksserien og en enkelt i pokalen, og kun én enkelt kamp uden cleansheet. Det kører i øjeblikket.

Senest vandt nierne 2-0 hos rivalerne fra B1913, i en kamp hvor de røde havde spillemæssigt overtag i store perioder. Alligevel kunne udfaldet være blevet anderledes, hvis ikke Marcus Sørensen havde hevet en fremragende redning op af hatten, da værterne blev tildelt straffespark midt i 2. halvleg. Vores unge keeper bliver bare bedre og bedre i øjeblikket!

Gæsterne fra Oure er omvendt inde i noget af en bølgedal, hvor de efterhånden har spillet oprykning til 2. division af brættet. Senest tabte sydfynboerne topbraget mod TPI, som dermed er alene i spidsen, med et forspring på hele seks point ned til Oure. Det virker svært at hente for det ambitiøse skolehold.

Netop seks point er også forskellen mellem B1909 på sjettepladsen og Oure på andenpladsen, hvilket i sagens natur må være den største motivationsfaktor for hjemmeholdet. Inden forårspremieren havde vi en drøm om at indhente mindst ét af topholdene, og selvom det ikke kaster en oprykning af sig, vil det være en stærk præstation og et tydeligt signal til den fynske fodboldverden, hvis vi formår at indhente Oure. Hvis det skal være realistisk, er en sejr i lørdagens kamp naturligvis påkrævet!

Manager Thorhøj har igen næsten frit valg på alle hylder, bortset fra Rasmus Skovgaard, der afsoner sidste karantænedag, og langtidsskadede Junior Gensø.

Vel mødt!

Luk