Menu

Optakt: Corfitzen og Winther er tilbage

image Daniel Winther er tilbage i truppen, og han må gerne gentage bedriften med en afgørende scoring i Hedensted
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
03. september 2021 kl. 16:25
Hedensted - B1909, lørdag d. 4/9 ‘21, kl. 13.30

Efter endnu en nedlukning er B1909 tilbage i aktion, når de røde lørdag gæster østjyske Hedensted. Sidste weekends lokalopgør mod Marienlyst blev som bekendt udsat, og samtidig har spillerne måtte leve med manglende adgang til klubhus og tøjordning - men vi er jo efterhånden vant til lidt af hvert. Truppen har taget situationen med oprejst pande, og cheftræner Michael Bjørn Nielsen har haft mulighed for mere tid med spillerne på træningsbanen. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo.

B1909 tjekker ind til udekampen med gode minder, trods et vanligt stærkt hjemmehold, på den imponerende DS-arena i Hedensted. Vi husker vidst alle Daniel Winthers drømmehug dybt inde i overtiden, da vi for nogle sæsoner siden sejrede 2-1 hos lørdagens værter.

Michael Bjørn Nielsen roser sine spillere for en god indsats på træningsbanen under nedlukningen, og noterer sig yderligere, at stemningen er god, trods den resultatmæssige lunkne start:

-“Efter en ufrivillig weekendpause og en god uges træning, glæder vi os til sammen at hoppe i bussen lørdag kl 10, og drage til kamp i Hedensted. Der er en god sult hos gutterne frem mod kampen, og derfor har jeg også en god fornemmelse i maven, da jeg ved, at spillerne er hundrede procent klar til at slås for den røde trøje. Og ingen må være i tvivl om, at vi simpelthen så gerne vil sende tre points hjem til vores røde supportere”, udtaler en optimistisk cheftræner.

B1909 må fortsat undvære de skadede Morten Dyg og Niclas Henriksen, ligesom Julian Martinsen og Christoffer Kirud er fraværende. Og så glider Marc Eliasen ud af truppen, i forhold til seneste kamp mod Aarhus Fremad. Til gengæld er anfører Rune Corfitzen og Daniel Winther med i bussen mod Hedensted.

 

Luk