Menu

Optakt: De røde må ryste posen i Aarhus

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
20. august 2021 kl. 20:31
Aarhus Fremad - B1909, lørdag d. 21/8 ‘21, kl. 14.00

To kampe og to nederlag er de triste facts, efter B1909’s første par kampe i Danmarksserien. 2-0 hos Varde og 0-2 hjemme mod Tarup/Paarup, trods masser af positive momenter, som med lidt vind i ryggen kunne have kastet point af sig. Men som såret oprykker skal man som bekendt vænne sig til tempo og skarphed i felterne - og så skal den smalle trup også have lidt flere kilometer i benene.

Den røde trup rummer fortsat masser af erfaring og talent, men er som nævnt udfordret på bredden. Det er i særdeleshed tilfældet lørdag, hvor nierne gæster Aarhus Fremad. Værterne har ligesom B1909 lagt ud med to nederlag, og dermed er der lagt op til et tidligt bundopgør, hvor en vinder vil få kontakt til det store midterfelt. Desværre må de røde se bort fra en række normale startere, herunder anfører Rune Corfitzen, Christian Jørgensen og Daniel Winther, der er fraværende af private årsager. Desuden er Morten Dyg fortsat ude med en skade, ligesom tilfældet er med målmand Niclas Henriksen.

Cheftræner, Michael Bjørn Nielsen, har derfor rystet posen godt og grundigt, og kan derudover glæde sig over, at Jonas Lund er med i bussen mod Aarhus, efter hans skade mod TPI - ligesom den røde chef har en kanin i hatten.

-“Vi har en god fornemmelse i maven, på trods af vores start med to nederlag. Vi kan se, at vi bevæger os i den rigtige retning, og at vores spil bliver bedre og bedre. Personligt syntes jeg, at der er et godt sammenhold i truppen, og der bliver fightet for hinanden i kampene. Og vigtigst, så står vi sammen i bussen, og ingen føler sig større end holdet. ‘Fodbold med hjertet’ giver god mening”.

-“Vi har for første gang vores nye offensive spiller, Bekir Demirovic, med i truppen. Bekir - som kommer fra Svendborg/Oure - har valgt at slutte sig til os, efter en fin træningsperiode sammen med truppen”.

-“Alt kan ske i Aarhus, og vi vil gøre alt hvad vi kan for, at skabe en flot fodboldkamp lørdag eftermiddag i Smilets by”, slutter Michael Bjørn Nielsen.

 

 

Luk