Menu

Optakt: OKS’erne kommer på besøg

image Jonas Lund kom på tavlen i Hedensted
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
10. september 2021 kl. 19:29
B1909 - OKS, lørdag d. 11/9 ‘21, kl. 14.00

B1909 kom endelig på tavlen, da de røde i seneste runde spillede uafgjort 1-1 i Hedensted, efter føring ved pausen, via et langskudsdrøn af Jonas Lund. I en jævnbyrdig kamp, hvor det konstant bølgede frem og tilbage, havde begge hold mulighederne for en sejr, men pointdelingen må siges at være ganske rimeligt. Udover ét lys på tavlen, viste kampen på ny, at nierne er i fremgang, både form- og spillemæssigt.

Fremgangen skal for alvor stå sin prøve, når OKS kommer på besøg. Kolonihaveklubben mønstrer et særdeles kompetent mandskab, og forårets slutspil om oprykning fra DS har blot modnet de bolsjestribede endnu mere. Godt nok møder gæsterne ind med en snitter i sidste runde, men det siger vist mest om SfB/Oure’s styrke, end om OKS’ mangel på samme. Holdet fra Østerbæksvej ligger da også fortsat nr. 2 i Danmarksserien, og med vores aktuelle position som agterlanterne, må favoritværdigheden placeres blandt roser og kartofler i OKS’ernes hyggelige omgivelser.

Cheftræner, Michael Bjørn Nielsen, er da også forventningsfuld, forud for lokalopgøret:

-“Kampen mod OKS er én af de helt fede kampe. Det er sådan en kamp, som vi har gået og glædet os til nede i Albaniserien. Nu kommer den endelig, og det bliver fedt - kampen kan kun blive god. Én ting er, at det er et lokalopgør, som man bare ikke vil tabe. En anden ting er, at vi fik vores første point, på en svær udebane i Hedensted i sidste weekend, og at vi dermed tankede tro på os selv. Kombineret med at OKS fik en snitter mod SfB/Oure, som de selvfølgelig gerne vi viske væk fra tavlen mod os - så kan det nærmest kun blive en seværdig og underholdende kamp. Så alle de rigtige ting til en sjov fodboldkamp er på plads. Hvis det ikke kan motivere - ja, så skal man sgu skamme sig”.

-“I vores lejr glæder vi os helt vildt til denne kamp. Vi håber, at rigtigt mange røde supportere kommer forbi og støtter os, for denne kamp bliver drabelig - og alle os i den røde lejr vil gøre alt, hvad vi kan for, at skabe en fed fodboldkamp. Fodbold med hjertet bliver en afgørende faktor mod OKS”, slutter den røde chef.

Nierne må undvære Emil Thomsen, der måtte udgå i kampen mod Hedensted. Det er dog forventningen, at Thomsen vil være kampklar i løbet af et par uger. Til gengæld er målmand Niclas Henriksen tilbage i truppen, efter hans skadespause. Og så er Julian Martinsen retur, efter at have været ude mod Hedensted.

 

Luk