Menu

Optakt: Op på hesten igen

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
06. oktober 2017 kl. 21:20
B1909 - Esbjerg fB, lørdag den 7/10 '17, kl. 15.00

Anden omgang af Danmarksseriens tre indbyrdes møder mellem hvert hold indledes lørdag, når B1909 hjemme får besøg af Esbjerg fB.

For nierne er det en kærkommen lejlighed til at 'starte forfra', efter den seneste skuffelse mod VSK Aarhus, som drog fra Gillested Park med fuld pointhøst. Den omvendte kamp i Esbjerg endte som bekendt 0-0, efter en match med gode tilbud til begge sider.

Manager Thorhøj betegner gæsterne som et erfarent DS-hold, med en række gode spillere, og som er farlige på standardsituationer.

-'Vi bliver nødt til at stå godt og klogt på banen, og samtidig være 100% klar i hovedet, så vi ikke kommer bagud hurtigt igen. Ellers kan det let blive en kamp på Esbjergs præmisser. Spillerne må nu have fået øjnene op for, at der ikke er og ikke bliver nogle nemme kampe i DS for os. Mine spillere kan sagtens spille en brandkamp - det har jeg set før. Og de skal nu vise om de har noget stolthed at rette op på, efter sidste lørdags skuffelse', lyder det fra Thorhøj.

-'Vi er ramt på bredden i øjeblikket omkring skader. Jeg håber dog at vi får Mathias Munk til rådighed lørdag, men vi må se hvad torsdagstræningen giver os', slutter den røde chef.

Vel mødt!

Luk