Menu

Optakt: Rød festaften på B1909

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
08. juni 2017 kl. 14:36
B1909 - Næsby fredag 9/6 2017 kl. 18.45

Der er lagt op til den store oprykningsfest, når B1909 fredag aften får besøg af divisionsreserverne fra Næsby. De røde værter sikrede sig i søndags oprykning til Danmarksserien uden at spille, da de nærmeste konkurrenter fra KRFK satte point til på Ærø. Dermed er resultatet fredag aften uden betydning for nierne i opryknings-øjemed, men der er nu alligevel mange andre faktorer på spil.

Thorhøjs mandskab er gået ubesejret gennem foråret, og har dermed fastholdt den position, som blev grundlagt via Kurt Hansens fremragende arbejde i efteråret. Titlen som ubesejrede vil de røde naturligvis gerne beholde, og vise at vi er rækkens bedste mandskab – oprykning eller ej. Vi går på banen for at vinde, ikke mindst for vores mange trofaste supportere, som har vist imponerende opbakning gennem hele sæsonen.

Fredagens modstander fra Næsby har haft et svingende forår, men har på det seneste tanket fornyet energi. Således har holdet vundet de sidste tre kampe, hvor det i øvrigt er blevet til hele 14 scoringer. Ustabiliteten på det unge hold er dog til at føle på: I maj tabte man først 0-8 til bundholdet Langeskov, for ugen efter at vinde med samme cifre over et kompetent OB-hold.

Efter kampen vil oprykningen blive fejret til den store guldmedalje, med forskellige indslag og fælles festligheder i klubhuset. Vi håber at så mange som muligt vil deltage og bidrage til en fantastisk festaften, hvor vi sammen fejrer vores hjerteklub.

Vel mødt!

Luk