Menu

Optakt: Skolehold gæster B1909

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
24. august 2017 kl. 18:27
B1909 - Oure FA, fredag 25/8 '17, kl. 18.30

Gillested Park lægger atter græs til et lokalopgør, når B1909 for anden uge i træk byder indenfor til fredagsfest på klubbens nye græstæppe. Modstanderen denne gang er sydfynske Oure FA.

Sidste uges nostalgi-brag mod årtalsvennerne fra B1913, endte som bekendt uafgjort 2-2, efter 90 hæsblæsende minutter. Et rigtigt klassisk lokalopgør, fyldt med nerve, tænding og flotte mål. Resultatet betød samtidig, at nierne fortsat er ubesejrede i den nye sæson.

Fredagens gæster fra Oure er på alle måder et spændende bekendtskab. Holdets stamme udgøres af Oure Skolernes elever, som rent træningsmæssigt lever et fodboldliv, som kan sammenlignes med professionelle forhold. Samtidig praktiserer de en fodboldfilosofi, som på mange måder minder om vores egen, med masser af boldbesiddelse og pasninger. En kamp mellem to mandskaber med lyst til at spille med bolden, kan næsten kun blive seværdig.

Hos de røde værter meldes alle mand klar, når bortses de langtidsskadede Nicolai Dalager og Nicolas Jørgensen. Sidstnævnte træner dog med, men er endnu ikke kampklar.

Vel mødt!

Luk