Menu

Optakt: Thorhøjs tropper på Sydfynsk mission

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
19. oktober 2018 kl. 12:27
SfB/Oure - B1909, lørdag den 20/10 '18, kl. 15.00

Når B1909 lørdag gæster Hellegårdsvej i Svendborg, er det med bevidstheden om den nye virkelighed siddende i baghovedet. Klubbens ledelse har valgt ikke at anke DBU’s skrivebordsdom, og derfor er straffen på de ni fratrukne point blevet effektueret i stillingen. Dermed er de røde gledet ned på andensidstepladsen, á point med Viborg, der har indsamlet fire point på banen i efteråret.

Lørdagens kamp markerer også et gensyn med Svendborg fB’s ikoniske anlæg, der i denne sæson danner ramme for den nye sydfynske overbygning med Oure-skolerne. Hjemmeholdet var af mange spået en rolle i oprykningsfeltet, og inden kampen indtager holdet da også en position blot tre point fra Varde, der fører Danmarksserien.

Netop Varde var B1909’s seneste modstander, hvor vestjyderne efter 93 intense minutter kunne trække sig sejrrigt ud med en 2-0 sejr. Det var niernes første kamp efter DBU-dommen, og den viste med al tydelighed, at spillerne går helhjertet ind i redningsaktionen. Der blev arbejdet benhårdt over hele linien, ligesom der blev sendt et klart signal til alle om, at vi har tænkt os at kæmpe til sidste fløjt. At Varde så vandt kampen viser vel bare, at de har mange kvaliteter i deres nuværende trup - og samtidig er beriget med de marginaler, der så ofte går topholdenes vej.

Lørdag skal Thorhøjs tropper så op mod Svendborg/Oure, i endnu et vanskeligt opgør. Vi kender alt til værternes fortræffeligheder, men ved også, at vi med den rette medicin kan gøre ondt på dem. Vi vil knokle for at skabe et godt resultat, der kan bringe os både mentalt og sportsligt på rette vej igen.

Bakary Bojang og sygdomsramte Nicolas Jørgensen er tilbage i truppen, mens Marc Eliasen og Mads Packness er gledet ud.

Vel mødt!

Luk