Menu

Optakt: Vi har brug for medvind i Otterup

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
02. november 2018 kl. 11:43
Otterup - B1909, lørdag den 3/11 '18, kl. 13.00
Lørdag gælder det årets sidste kamp af betydning, når B1909 gæster vores stribede venner i nordfynske Otterup. En kamp hvor værterne har revanche tilgode, efter en rød sejr i den omvendte dyst på Gillested Park.
B1909 kommer til Otterup med et smertefuldt 1-4 nederlag i bagagen, som blev indkasseret i sidste rundes hjemmekamp mod Hedensted. Kampen udstillede de røde svagheder, der gennem dette efterår har kostet alt for mange mål imod os. Det er derfor pinedød nødvendigt, at vi får strammet op og lukket af, hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger i Otterup.
Hjemmeholdet råder over et særdeles kompetent mandskab, og trods status som oprykkere, har de bestemt leveret varen i Danmarksserien. Og selvom det blev til et nederlag mod Næsby i den seneste runde, vidner resultaterne om et hold, der bør indgyde den fornødne respekt hos Thorhøjs udvalgte.
Efter DBU-dommen er kampen blevet en slags nøglematch, da Otterup nu er placeret over de røde, med en margen på seks point. Vi kan derfor indhente en del af det tabte terræn, hvis vi formår at sejre på en svær udebane. Omvendt vil Otterup for alvor kunne sikre sig en lun vinter, hvis de henter en hjemmesejr lørdag.
B1909 er fortsat uden anfører Emil Thomsen, men til gengæld har trænerteamet frit valg blandt de øvrige faste spillere.
Luk