Menu

Optakt: Vi har revanche tilgode mod Næsby!

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
05. oktober 2018 kl. 09:08
B1909 - Næsby, lørdag den 6/10 '18, kl. 15.00
Lørdag markerer starten på 2. omgang i Danmarksserien, hvor alle hold har mødt hinanden én gang, og således tager hul på endnu en stribe opgør. Samtlige mandskaber mødes som bekendt tre gange henover sæsonen. Med sejren i sidste weekend mod Viborg er status for B1909, at vi 1/3 inde i turneringen er placeret som den bløde mellemvare. Fire point op til en lidt sjovere andenplads, og tre point ned til de bekymrende pladser.
Lørdagens lokalopgør mod Næsby kalder på revanche, efter det eftertrykkelige 3-0 nederlag i premieren på Stærehusvej. De blå værter overmatchede vores ferieramte drenge på de fleste parametre, og kampen mellem nedrykkerne fra 2. division og ‘forårets hold fra DS’ blev aldrig nogen stor oplevelse. Vi kender selv årsagerne hertil, og ved at kampen ikke var et billede på det reelle styrkeforhold. Derfor er lørdagens returkamp også en kærkommen lejlighed til, at vise os selv frem fra vores bedste side.
Kampen er også vigtig i forhold til stillingen, hvor vi trods nogle dumme pointtab undervejs i efteråret, fortsat kan bide os på i toppen. Gæsterne er placeret lige under toppen, og med en rød hjemmesejr vil vi udligne forskellen på lønkontoen og være á point med Næsby. Der er derfor tale om en klassisk seks-points-kamp, hvor vi uden tvivl har mest på spil!
I forhold til seneste runde mod Viborg, er Markus Bay retur efter endt karantæne. Desuden er Jonas Skærlund tilbage i truppen, mens der er genvalg til de øvrige. Kun bomberen fra reserveholdet, Nicolai Frederiksen, er sorteret fra. Frederiksen er i militæret og kan ikke træne fast med truppen, hvilket er hovedårsagen til, at målmaskinen fra 2. holdet kun gæsteoptræder hos Thorhøjs tropper. Frederiksen har lavet 17 mål i indeværende sæson i Serie 2, senest med 6 kasser i 11-2 sejren over B1913.
Vel mødt!
Luk