Menu

Regnvejrsdans i Mosen

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
12. september 2017 kl. 14:42
B1909 besejrede Aarhus Fremad med 3-2 i vådt topopgør
B1909 vandt lørdagens topopgør mod Aarhus Fremad med 3-2, på scoringer af Mathias Munk, Søren Lærche og Junior Gensø.
Morten Dyg blev efterfølgende kåret til dagens bedste nier!

Kampen blev spillet i perioder med massiv regn, hvilket satte sit præg på såvel tilskuertal som på spillernes evne til at stå fast på grønsværen.
Efter en jævnbyrdig indledning, bragte Mathias Munk værterne i front i det 9. minut, da han sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Fem minutter senere øgede Søren Lærche til 2-0, da han udnyttede en tværpasning fra netop Munk, efter en rød omstilling.

Efter de to hurtige scoringer fulgte en jævnbyrdig periode, inden gæsterne sluttede halvlegen af med mest boldbesiddelse. Faktisk fik Aarhus Fremad presset spillet ganske højt op på niernes halvdel, men de røde stod klogt og dygtigt bag bolden, og satsede i stedet på giftige omstillinger.

Kort før sideskiftet bragte gæsterne spænding tilbage i opgøret, med en reducering efter et hjørnespark. 2-1 ved pausen.

Anden omgang var knap sat igang, før Junior Gensø fik bragt B1909 på 3-1. Den lile højreback kom højest ved et hjørnespark, og headede nierne foran med to.

Herefter fulgte en lang periode med gæsterne som boldbessidende, og de røde som ventede på de afgørende kontra. Og selvom Fremad havde bolden mest, så var det faktisk nierne, der havde de største tilbud. Mathias Munk havde et par store chancer, men den afgørende træffer udeblev. I stedet slog gæsterne til i slutfasen, med en reducering til 3-2. Tættere på kom de dog ikke, og det hele sluttede dermed med en B1909-sejr på 3-2.

Teksten fra liveopdateringen, videoklip med sejrsfest i omklædningsrummet, samt videointerview med Thomas Thorhøj, kan ses på facebook.com/B1909dk.

B1909 - Aarhus Fremad        3 - 2   (2 - 1)
Mål:
1-0 Mathias Munk (9.)
2-0 Søren Lærche (14.)
2-1 Younes Diab (45.)
3-1 Junior Gensø (47.)
3-2 Younes Diab (90.)
Tilskuere: Ca. 200 på Gillested Park

Startopstilling:
Målmand: Niclas Bech.
Forsvar: Junior Gensø, Jacob Andersen, Jonas Lund, Markus Bay.
Midtbane: Jonas Skærlund, Morten Dyg, Jacob Mouritsen, Emil Thomsen.
Angreb: Mathias Munk, Søren Lærche.

Indskiftninger:
Jacob Andersen ud, Nicolas Jørgensen ind (60.)
Markus Bay ud, Burana Saenkham ind (68.)
Junior Gensø ud, Maad Aziz ind (75.)
Luk