Menu

Rød åbningssejr i Aarhus

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
27. marts 2018 kl. 20:46
Foråret blev indledt med en 1-0 udesejr hos Fremad

B1909 sejrede i forårets første kamp, da de røde lørdag hentede tre vigtige point i udekampen mod Aarhus Fremad. Rasmus Skovgaard scorede kampens enlige mål i sin debut for nierne.

Premieren startede i højt tempo og med mange dueller, og blev generelt en meget intens affære. Samtlige røde udvalgte arbejdede stenhårdt, og formåede stort set at holde værterne fra chancer, mens der omvendt blev kreeret det nødvendige antal muligheder den anden vej. Målmand Marcus Sørensen tog sig sikkert af det hele, mens forsvaret - anført af en stærk Nicolai Dalager - stod fornuftigt og gjorde det nødvendige.

På midtbanen var Emil Thomsen og Morten Dyg som vanligt afgørende motorer, mens Marc Gangia gang på gang udfordrede Aarhus Fremad med sit hurtige antrit og snævre driblinger. Og endelig var Rasmus Skovgaard enormt aggressiv i front.

Netop Skovgaard fik afgørende betydning, da han halvvejs i halvlegen scorede kampens eneste mål. Efter en god nier-periode havde værterne fået presset spillet længere frem, hvilket gav de røde muligheden for omstillinger. Bolden blev erobret i forsvaret og sendt afsted mod Skovgaard, der fra sin position ved sidelinien omkring midten, tog sagen i egen hånd. Han speedede op og udfordrede begge de tilbageværende Aarhus-forsvarere, som han endte med at sprinte fra. Og da målmanden spurtede ham i møde, afsluttede han fladt og køligt, og sendte læderet direkte i kassen. En ganske fremragende scoring, og vild jubel blandt de omkring 50 B1909-fans, der var kommet til fra både Fyn og Jylland. De skabte i øvrigt en fornem lydkulisse, og gav indtrykket af en rød hjemmebane.

Efter målet havde nierne flere gode muligheder, men hjemmeholdets målmand fik afværget, og dermed blev det ved 0-1 ved pausen.

Indledningen på anden omgang var til gengæld præget af rød uopmærksomhed, og forsvaret gav i flere tilfælde bolden væk i upressede situationer. Det gav værterne et par gode chancer, men en stærk Marcus Sørensen og manglende skarphed reddede B1909 fra at indkassere en scoring.

Herefter bølgede det længe frem og tilbage, dog med nierne i kontrol, med flere gode muligheder i tilgift. Mouritsen og Skovgaard var afsluttere, men uden den sidste finish.

I slutfasen overtog Aarhus Fremad initiativet, mens de røde konstant var giftige på omstillinger. Og da gæsterne kort før tid fik en kæmpe mulighed ved indskiftede Esben Krag Harding, burde opgøret have været lukket. Men den store angriber fik desværre ikke ordenligt træf på bolden i den situation.

Efter et par minutters tillægstid fløjtede dommeren af, og de røde kunne med tilfredshed række armene i vejret, som bevis på en vigtig udesejr i forårspremieren.

Aarhus Fremad - B1909        0 - 1    (0 - 1)
Mål:
0-1 Rasmus Skovgaard (23.)
Tilskuere: Ca. 75 ved kunstgræsbanen Riisvangen

Startopstilling:
Målmand: Marcus Sørensen.
Forsvar: Jonas Lund, Rune Rasmussen, Nicolai Dalager, Markus Bay.
Midtbane: Morten Dyg, Marc Gangia, Emil Thomsen.
Angreb: Jonas Skærlund, Rasmus Skovgaard, Jacob Mouritsen.

Indskiftninger:
Emil Thomsen ud, Esben Krag ind (64.)
Rasmus Skovgaard ud, Jacob Andersen ind (83.)

Marc Eliasen og Daniel Winther blev ikke benyttet.

Luk