Menu

Skolehold blæste nierne omkuld

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
02. november 2017 kl. 14:59
Fodboldakademiet i Oure storsejrede mod B1909 i DS

B1909 tabte lørdag med hele 5-1, da nierne gæstede Oure FA. En ellers flot første halvleg, hvor store røde tilbud blev misbrugt, blev straffet den anden vej, med tre Oure-mål på tre forsøg. Efter pausen nettede værterne yderligere to gange, mens Jonas Skærlund fik reduceret undervejs.

Første del af første halvleg var ellers som nævnt rød, med masser af flot spil, hårdt arbejde, og gode chancer til følge. De største tilfaldt Mathias Munk og Jonas Skærlund, som begge blev sendt alene med værternes keeper, men skarpheden manglede for en sjælden gangs skyld hos d'herrer.

Som det ofte går i den slags kampe, hvor mål i gode perioder udebliver, slår modstanderen kontra. Det skete også denne forblæste eftermiddag på en indrammet græsplæne ved Oure, hvor værterne kynisk udnyttede niernes manglende koldblodighed. Tre gange inden pausen - på hjemmeholdets tre eneste chancer - fik akademi-drengene sendt sig selv til pause med en føring på 3-0. Voldsomt, hårdt og brutalt - men sådan kan fodbold også være.

Thorhøj forsøgte at opildne sine drenge under de få minutters læ-pause bag spillerboksen, men det var naturligvis med ryggen mod den hvide mur, at nierne gik på banen igen.

Alligevel lykkedes det de røde at spille fint med i anden omgang, og da Jonas Skærlund udnyttede et fint angreb med en scoring - ovenikøbet sat ind med hovedet(!) - blev en mindre tro på et mirakel tændt i B1909-lejren.

Glæden varede dog kort. Få minutter senere, med godt tyve minutter tilbage, bragte værterne sig på 4-1, og så var kampen reelt afgjort. Nierne mistede det sidste håb, og Oure kunne mageligt trække sig længere tilbage, og blot afvente fejl i det røde opspil.

De sidste minutter bar præg af, at begge mandskaber blot ventede på slutfløjtet. Med godt ti minutter igen lukkede Oure med målet til 5-1, og satte en tyk streg under værdigheden som tophold i Danmarksserien.

Resultatet kan der på ingen måde pilles ved, men undertegnede vil gerne vedstå, at nierne havde fortjent en bedre skæbne - særligt med henblik på kampens første halve time. Omvendt må vi blot erkende, at fodbold afgøres via flest scorede mål, og dén skarphed besad hjemmeholdet til perfektion denne lørdag.

Oure FA - B1909        5 - 1   (3 - 0)
Mål:
1-0 Mikkel Hyllegaard (33.)
2-0 Fridtjof Rosenbaum (36.)
3-0 Mikkel Hyldegaard (44.)
3-1 Jonas Skærlund (64.)
4-1 x (70.)
5-1 x (78.)
Tilskuere: Ca. 110 ved Oure Skolerne

Startopstilling:
Målmand: Niclas Bech.
Forsvar: Søren Lærche, Jacob Andersen, Jonas Lund, Markus Bay.
Midtbane: Jonas Skærlund, Emil Thomsen, Burana Saenkham, Nicolas Jørgensen.
Angreb: Mathias Munk, Maad Aziz.

Indskiftninger:
Burana Saenkham ud, Junior Gensø ind (71.)
Nicolas Jørgensen ud, Nicolai Dalager ind (78.)
Jonas Skærlund ud, Marc Eliasen ind (85.)

Luk