Menu

Thorhøj har fået ny løjtnant

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
09. februar 2018 kl. 13:06
B1909 har fundet Lars Jørgensens afløser
Den nye assistenttræner er en gammel kending, idet han har opnået flere hundrede divisionskampe for B1909, OKS og Svendborg. Desuden har han spillet flere år som professionel i Skotland og Sverige. Navnet er Lars Christensen, af mange bedst kendt under kælenavnet ‘Café’. Lars er 53 år, og kommer med solid trænererfaring fra blandt andet OKS, B1913 og Vindinge. Senest har han været omkring Langeskov.
Trænerteamet består nu af manager, Thomas Thorhøj, og de to assistenter, Lars Christensen og Marc Christensen - samt målmandstræner Claus ‘Babbes’ Rasmussen. Sidstnævnte har i øvrigt netop forlænget sin aftale.
-‘Jeg havde syv gode år i B1909 som spiller, jeg kender klubben godt, og kender desuden både Thorhøj og Marc Christensen fra tidligere. Vi har en rigtig god kemi, hvilket jeg synes er vigtigt. Og så har jeg naturligvis set DS-holdet i aktion en del gange. Det er et stærkt hold, med mange spændende spillere, som spiller god fodbold’, udtaler Lars Christensen.
-‘Vi går et interessant forår i møde, hvor vi som minimum skal holde fast i top 3. Vi spiller vores chance, og vi ved alle, at hvis vi rammer en god stime og top 2 gør det modsatte, så kan der hurtigt opstå lidt spænding. Vi har fokus på os selv, og så må vi se hvad det rækker til i sidste ende’, lyder vurderingen fra Thorhøjs nye assistenttræner.
Luk