Menu

Arno Hansen runder de 80 år!

image Arno Hansen har rundet de 80 år. Her ses han sammen med flere store gamle B1909-spillere
25. marts 2020 kl. 09:59

Arno Hansen, den lille fighter, fyldte 80 år den 23. marts 2020.

Arno var med til at vinde 2 danske mesterskaber i 1959 og 1964 samt to pokalfinaler i 1962 og 1971. I 1971 blev han tilmed kåret af sportsjournalisterne, som finalens pokalfighter.

Han kan prale af at have spillet alle 11 pladser på B1909's divisionshold. Jeg husker, at han måtte træde til som reservemålmand i en kamp i 60’erne.

Arno Hansen har også beklædt formandsposten i såvel Old Boys afdelingen, som i hovedafdelingen.

Halfbacken Jørgen Larsen, der nogle år omkring 1970 spillede sammen med Arno har sendt en tale til undertegnede, som i sin fulde længde kan ses i medlemsbladet DE RØDE augustnummer. Her er et lille uddrag:

” Jeg erindrer stadig, da jeg ankom til B.1909 i Kochsgade  i 1966 og måtte kæmpe blot for en siddeplads i omklædningsrummet i første omgang.

Samtidigt i øvrigt med Ole  Bjørnemose, Jack Hansen, Jørgen Breum, Erik Berthelsen, Ole Mølgaard m. fl.

Og senere hvordan jeg på banen måtte tilkæmpe mig en plads på 1. holdet, hvor alle I ”gamle veletablerede banditter” frygtede for jeres pladser på holdet !!

Husker især indendørstræningen i januar 1965 i GASA-hallerne i Bolbro, hvor vi unge nyankomne ikke havde mulighed for at ”flygte” fra dine og Per J`s glidende tacklinger og albuer på cementgulvet. !! Det var rent selvforsvar vi levede med i den opstartsfase.

Ikke alle kunne ”tåle mosten”  og nogle måtte således fortrænge til B.1913, OB og Werder Bremen. Jack kom til B.1913, Breum til OB og Bjørnemose til Werder Bremen.”

” Du er ubetinget den mest markante spiller og personlighed, der har været i blandt os dødelige spillere og medlemmer i B.1909 i gennem tiderne eller så længe jeg kan huske.

Og også de legendariske ledere i B.1909 i gennem tiderne  må tåle at lade sig måle med din personlighed og betydning for B.1909.”

Stort tillykke fra klubben med de 80 år.

 

På bestyrelsens vegne
Henning Brandt Rasmussen
Sekretær

Luk