Menu

B1909s ungdomscykelløb 2018

image
27. august 2018 kl. 23:06

For 3. år i træk skulle elever fra Abildgårdskolen og H. C. Andersen Skolen lørdag d. 25/8 deltage i B1909s ungdomscykelløb. Igennem Fodboldskolen i B1909 er der blevet etableret en cykelskole i samarbejde med begge skoler. Freddy Vermod er ansvarlig tovholder, og han kører sammen med en lærer med 15-20 børn to gange om ugen. En dag på hver skole. Formålet er at piger og drenge på en anderledes måde har et fællesskab, hvor de får motion, bevægelse og frisk luft samtidig med de lærer færdselsreglerne at kende på en cykel.

Rolf Sørensen er protektor for cykelskolen, men han var desværre beordret til at træne til vild med dans. I stedet for trådte Allan Poulsen, tidligere massør for kvindelandsholdet i håndbold, til som igangsætter for cykelløbet. Inden starten gik havde Allan og Freddy kørt en omgang med de omkring 22-23 cykelryttere, så de kunne se ruten. Der blev fightet på cyklen i 30 minutter inden speakeren kunne ringe med klokken for sidste omgang.

Først over stregen kom Omar fra 5.B efterfulgt af Adam 6.A, og på en flot 3. plads kom Yasin 5.A – alle fra Abildgårdskolen. Susanne Crawley Larsen, rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, delte pokaler ud til vinderne. Der blev også en fighterpokal til Hanna fra 4.A på Abildgårdskolen. Alle deltagere fik medaljer for indsatsen inden Spiros stod klar med frugt og en sodavand. Alle deltagere fik også en t-shirt specielt lavet til ungdomscykelløbet.

B1909 vil gerne takke alle de frivillige, der har været med til at gøre en indsats omkring cykelløbet, samarbejdet med skolerne og boligselskaberne samt en tak til de sponsorer, som har givet et bidrag til B1909s børne- og ungdomsafdeling.

Luk