Menu

Optakt: Klassisk seks-points-kamp

image
Henrik Brandt Rasmussen
19. maj 2023 kl. 18:15
B1909 - Brabrand, lørdag d. 20/5 ‘23, kl. 14.00

Der venter en særdeles vigtig kamp, når B1909 lørdag eftermiddag får besøg af Brabrand. Aarhusianerne er placeret lige under de røde i tabellen, og med en udesejr kan gæsterne bringe sig ubehageligt tæt på den femteplads, som vi i lang tid har siddet forholdsvist trygt på. Omvendt vil en hjemmesejr på 3F Gillested Park øge afstanden ned til østjyderne, og det vil alt andet lige skabe fornyet ro i maverne hos mange røde supportere.

Nierne møder ind med den famøse uafgjorte kamp på Campus frisk i erindringen, efter noget der ligner halvandens times rød dominans. B1909 viste spillemæssig overlegenhed gennem det meste af kampen, men det blev blot ved én enkelt scoring, signeret af topscorer Nicolai Frederiksen. I slutfasen begik nierne et klodset frispark på kanten af feltet, og de blå værter takkede for den fine mulighed. 1-1 og dyb skuffelse i 09-lejren, men omvendt må vi glæde os over, at vi nu er ubesejrede i de seneste fem DS-kampe. B1913 gæster i øvrigt Gillestedvej på tirsdag i landspokalturneringen, og så er alle sejl sat ind på en vigtig revanche.

Brabrand har blot tabt én kamp i foråret, og har ellers hentet stærke og flotte resultater. I det modsatte opgør, på en vindblæst kunstgræsbane på bagsiden af den lokale idrætshal, var aarhusianerne tæt på at hente sejren mod de røde. Men nierne fik reddet det ene point i land, og noget lignede må meget gerne være et minimum lørdag eftermiddag i Odense, så vi holder Brabrand under os i tabellen.

Gæsterne har en halv time af den afbrudte kamp mod Varde i hånden, som formentlig genoptages ved stillingen 1-1 efter 60 minutter. Kampen blev afbrudt i den forgangne weekend, efter et grimt uheld med Brabrands målmand, Mathias Ørnskov, der efter et hændeligt sammenstød lå bevidstløs på banen. Lykkeligvis var hjælpen nær, og Ørnskov var ved bevidsthed, da han blev kørt væk i ambulancen. Men en grim oplevelse, og fuldt forståeligt, at Brabrand-spillerne ikke så sig i stand til at fortsætte. Fodbold bliver bare ligegyldigt, når den slags sker.
Fra B1909 sender vi endnu engang varme tanker til keeper Ørnskov, og vi håber at se ham tilbage på banen inden alt for længe.

Burana Saenkham ser frem til lørdagens opgør:
-“Det er en kamp, der har en kæmpe betydning! Med en sejr, vil der være lidt mere luft imellem os og ned til de to yderligere, plus at vi vil være lidt tættere på Varde. Det, der bliver afgørende i kampen, er vores kynisme. På papiret vil vi klart være favoritter, og efter min mening vil vi også komme til at dominere kampen, men er vi ikke kyniske nok i begge felter, så er modstanderne stadig med i kampen, og der skal bare én chance til. Se bare mod 13, hvor vi havde styr på dem hele vejen igennem, og så skulle der bare et frispark til for, at vi mistede to points. Selvom jeg synes, at vi i mange kampe har været gode, er det ikke altid nok kun at være gode i perioder af kampen. Vi skal være bedre til at lukke kampen og gøre tingene færdigt”.

Undertegnede har bedt Saenkham om at vurdere hans egen situation:
-“Jeg er måske ikke helt fit, som sidste halvsæson. Jeg har desværre ikke haft en eneste kamp her i foråret, hvor jeg har spillet 90 minutter. Jeg har startet ude en del kampe, så der klart noget kamptræning der mangler. Jeg har haft private årsager til, at jeg ikke har været med til enkelte kampe, og derfor har jeg også fuld forståelse for de gange, hvor jeg er startet ude. Der er kamp om pladserne, og det er enormt positivt. Heldigvis starter jeg inde mod Brabrand, og jeg er fuldt fokuseret og ved, hvad der kræves af mig. Så forhåbentlig kan jeg være med til at bidrage til tre vigtige points”, slutter Burana Saenkham.

I forhold til udekampen på Campus, er der enkelte ændringer i den røde trup. Hussein Al-Rabiey modtog gult og sidder over med optjent karantæne, mens Emil Thomsen må pleje en skade. På målmandsposten er Victor Bove-Qvistgaard med i stedet for Niclas Henriksen, og så er Andreas Lampadarios også tilbage i truppen.

Cheftræner, Nicolai F. Johansen, har udtaget følgende 15-mands trup:

Christian Kjer
Victor Bove-Qvistgaard
Erik Ingemann
Visar Aliti
Jonas Lund
Burana Saenkham
Izunna Uzochukwu
Magnus Rahbek
Jakob Tonnesen
Nicolai Frederiksen
Mass Sise
Svenne Myrthu
Ali Al-Rabiey
Sami Abou Chawk
Andreas Lampadarios

Vel mødt!

 

Luk