Menu

Optakt: Vi går ind i en afgørende fase

image Foto: Mphoto
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
21. september 2018 kl. 10:30
Silkeborg KFUM - B1909, lørdag den 22/9 '18, kl. 15.30

Det velkendte flotte offensive spil blev atter sat op i den seneste hjemmekamp, hvor de røde måtte bøje sig mod de mere kyniske venner fra Campusvej. 2-4 lød cifrene, og mens de blå jublede over en flot skalp, måtte Thorhøjs drenge for anden runde i træk indse, at flot spil ikke alene udløser point på kontoen.

Og netop kontoen bliver fokuspunktet i de kommende uger, og ikke mindst lørdag, hvor nierne gæster ambitiøse Silkeborg KFUM. For med to nederlag i træk, er drømmen om at holde fast i topholdene for en stund sluppet, og overtaget af en noget vigtigere mission; at holde en berømt legemsdel væk fra en lige så berømt vandskorpe. Der skal simpelthen point på bankbogen nu!

Lørdagens værter fra Silkeborg har fået en alt andet end forventet start, og indtager noget overraskende rækkens 2. sidsteplads, med blot fire point. Med et stærkt bagland i ryggen, og med den tidligere Superliga-topscorer, Thomas Dalgaard, i front på banen, var forventningerne på forhånd høje. Men klubben fra det midtjyske højland er formentlig blevet ramt af meget af det samme som os; nemlig en hverdag i en jævnbyrdig og tæt række, hvor setup og flot fodbold ikke alene er nok til point hver weekend. For vores eget vedkommende er den erkendelse skåret ud i granit, og det forventes at kunne ses lørdag i Silkeborg.

I skrivende stund er der usikkerhed om enkelte spillere, men det forventes at vi stiller med stort set samme trup, som var i aktion i hjemmekampen mod B1913. Dog er det sikkert at vi må undvære Morten Dyg, der modtog gult/rødt, og derfor er i karantæne én enkelt dag. Til gengæld er anfører Emil Thomsen retur, ligesom Jonas Skærlunds karantæne er overstået.

Vel mødt!

Luk