Menu

Historie 3. del 1960 - 1979

Nyt mesterskab.

I 1964 blev den vestjyske dominans brudt.  Esbjerg havde været mester tre år på stribe og nu lå det til enten B 1909 eller KB og netop de to tørnede sammen i sidste kamp i turneringen hvor Københavns Idrætspark var proppet med 43.248 tilskuere og tusinder af mennesker udenfor. B 1909 vandt 1-0 på et mål af Mogens Haastrup der på en stikning af John Danielsen fintede og udplacerede Nils Jensen. I den anden ende var det Svend Aage Rask, manden med det flammende temperament og blændende målmandsspil der reddede nierne når bl.a. KB`s angriber Jørgen Ravn var fri på mål og fik sine vinger stækket af den altid sortklædte herre i buret. Mesterholdet bestod af: Svend Aage Rask – Leif Hartwig, Jørgen Rask – Arno Hansen, Erling Nielsen, Per Jacobsen – Palle Kähler, Walther Richter, Mogens Haastrup, John Danielsen og Mogens Berg. Palle Hansen, Mogens Engstrøm og Bruno Eliasen spillede selvfølgelig også deres part. Træner var Carlos Pinter. I øvrigt var den eneste af de nævnte der ikke havde optrådt på noget landshold Walther Richter. Samme år som vores sidste mesterskab vandt andetholdet Fynsserien og intet seniorhold blev dårligere end nummer 2. 

B 1909 i 1964: Svend Aage Rask, Palle Kähler, John Danielsen, Walther Richter, Mogens Berg, Per Jacobsen, Jørgen Rask, Arno Hansen, Bruno Eliasen, Mogens Haastrup, Leif Hartwig. 
 B 1909 i 1964: Svend Aage Rask, Palle Kähler, John Danielsen, Walther Richter, Mogens Berg, Per Jacobsen, Jørgen Rask, Arno Hansen, Bruno Eliasen, Mogens Haastrup, Leif Hartwig.

Pokalfinalerne

I 1962 var B 1909 i sin første landspokalfinale i Københavns Idrætspark hvor Esbjerg blev besejret 1-0 på et mål af Palle Hansen der med sit gyldne venstreben dundrede kuglen i mål bag Erik Gaardhøje via overliggeren for øjnene af 19.800 tilskuere. Holdet: Svend Aage Rask, Erling Linde Larsen, Bent Nielsen – Hans Madsen, Bruno Eliasen (pokalfighter), Per Jacobsen – Mogens Berg, Boris Christensen, Mogens Engstrøm, John Danielsen og Palle Hansen. Træneren Walther Pfeiffer stoppede måneden efter og blev afløst af Alfonz Remlein.

B 1909 i 1962: Walther Pfeiffer (træner), Svend Aage Rask, Bruno Eliasen, Hans Madsen, Mogens Engstrøm, Mogens Berg, John Danielsen, Boris Christensen, Erling Linde Larsen, Bent Nielsen, Per Jacobsen, Palle Hansen. 
B 1909 i 1962: Walther Pfeiffer (træner), Svend Aage Rask, Bruno Eliasen, Hans Madsen, Mogens Engstrøm, Mogens Berg, John Danielsen, Boris Christensen, Erling Linde Larsen, Bent Nielsen, Per Jacobsen, Palle Hansen.

Ni år senere i 1971 stod B 1909 atter i hovedstaden efter endnu en finale sejr på 1-0. Denne gang var det over Frem der reelt var på hjemmebane i Idrætsparken selvom klubben nu afviklede sine kampe ude i Valby. Denne gang var det Bent Outzen der afgjorde kampen med en sen scoring efter at Haastrup havde kikset en bold. Han tabte i øvrigt låget til ”cuppen” da han som anfører fik den overrakt af tronfølgeren prinsesse Margrethe, der vist ikke har været til fodbold siden.  Holdet: Bent Hansen – Bjarne Nielsen, Mogens Berg, Jens Andersen, Viggo Jensen – Bent Outzen, Walther Richter, Niels Thorn – Hugo Andersen, Mogens Haastrup og Arno Hansen (pokalfighter). Niels Sørensen blev indskiftet for Arno. Pudsigt nok var Bjarne Nielsen som OB-spiller blevet slået ud tidligere i turneringen af B 1909 i det sene efterår 1970 men han stod så alligevel med en vindermedalje.  

B 1909 i 1971: Mogens Haastrup, Niels Thorn, Viggo Jensen, Bent Hansen, Mogens Berg, Walther Richter, Jens Andersen, Jim Magill (træner), Arno Hansen, Hugo Andersen, Bjarne Nielsen, Niels Sørensen, Torben Hansen, Bent Outzen. 

B 1909 i 1971: Mogens Haastrup, Niels Thorn, Viggo Jensen, Bent Hansen, Mogens Berg, Walther Richter, Jens Andersen, Jim Magill (træner), Arno Hansen, Hugo Andersen, Bjarne Nielsen, Niels Sørensen, Torben Hansen, Bent Outzen. 

De europæiske kampe  

B 1909 havde som tidligere nævnt tyvstartet i Europa i 1959. Som mester kom holdet så ikke i kamp i 1960, idet ”forårsmesteren” var kvalificeret i stedet. B 1909 drog nu igen fordel af denne besynderlige regel i 1964, hvor klubben tog imod Real Madrid der ubesværet vandt 5-2 i Odense og 4-0 i Madrid, længe før miraklernes tid. B 1909 deltog atter i 1965 da reglen nu var lavet om. Modstanderne var Dinamo Bukarest der vandt 4-0 i den rumænske hovedstad og efterfølgende 3-2 i Odense. Walther Richter og John Danielsen nettede mod Real Madrid. Målene mod Dinamo blev sar ind af Jørgen Petersen og Arno Hansen.

B 1909 havde fået smagen af europæisk fodbold i 1962. Dudelange fra Luxembourg blev affærdiget 8-1 i Odense, efter 1-1 i det første møde hvor Jørgen Petersen havde scoret. John Danielsen (2), Arno Hansen (2), Hans Madsen, Boris Christensen, Erling Nielsen og Mogens Berg sendte klubben videre til 2. runde hvor det blev 1-1 i Østrig mod Grazer AK med scoring af Arno Hansen.

De røde vandt returkampen hjemme med 5-3 hvor Jørgen Petersen scorede fire gange og Mogens Berg en. Dermed var kvartfinalen nået og op af hatten kom 1. FC Nürnberg.

B 1909 havde trukket hjemmebane først men Odense Stadion var ikke ligesom egnet til fodbold en kold aften i marts. Så B 1909 tog på ”greve og baron-tur” syd for grænsen. 25.366 tilskuere så os tabe 0-1 i ”hjemmekampen” i Augsburg og 32.000 så at det blev 0-6 i Nürnberg. Om ikke andet lunede det i pengekassen.

I Messebyturneringen, forløberen for UEFA Cup`en, deltog B 1909 i 1966 som Odenses højest rangerende klub. Hjemme mødte vi SSC Napoli der vandt 4-1 og 2-1 i det italienske. Begge fynske mål blev sat ind af Mogens Haastrup. I 1968 tabte B 1909 ufortjent ude til Hannover 96 2-3. Walther Richter og Torben Hansen scorede. I Odense vandt tyskerne 1-0.

Den sidste tur ud i Europa fandt sted i 1971, hvor da danske pokalvindere skulle ud i kvalifikation om en plads i hovedturneringen. B 1909 vandt hjemmekampen over Austria Wien 4-2 på en mineværdig aften med 10.822 tilskuere på plads. Niels Thorn, Walther Richter, Mogens Berg og Hugo Andersen scorede. I returkampen i Wien manglede heldet og målene og så vandt Austria 2-0. Østrigerne gik dermed videre på reglen om udebanemål.

 

Nyt anlæg

Da B 1909 i 1954 indledte et nyt ophold i 1. Division skulle det vise sig at være det længst varige i den bedste række nogensinde. Først i 1966 rykkede klubben ud for øvrigt sammen med B 1913, da var træneren Arnold Petersen, en tidligere førsteholdsspiller der blev efterfulgt af klubbens ungdomstræner og tidligere B 93 og Frem spiller Kai Hansen. Opholdet i 2. Division varede dog kun et år for begges vedkommende. I 1968 og 1969 var B 1909 således i 1. Division inden elevatoren atter kørte, under ungareren Geza Toldi. I jubilæumssæsonen var der mål i begge ender af banen i en oktober måned hvor det den ene søndag blev til et nederlag på 2-12 til AaB i Aalborg hvorefter AB den næste blev banket 7-2 på Odense Stadion.

B 1909 kom ind i en sportslig såvel som økonomisk udvikling som ingen havde drømt om da domænet i Kochsgade blev skiftet ud med det nuværende domicil i Vollsmose. Pladsen i Kochsgade var blevet for trang til de mange ungdomsspillere der søgte klubben i de glade tressere.. Dette havde man for længst indset fra politisk hold. Der blev arbejdet med planerne i fire år og i det første spadestik var blevet taget i 1965. Grunden til den lange planlægningstid var bl.a. at der skulle føres en vigtig vej igennem området ved det projekterede anlæg. Ejbygade skulle senere blive forlænget yderligere ud til Fynsværket.

B 1909 tog det nye hjem til sig i 1969. Her var der masser af plads og frisk luft samt idyl og det var kun samfundsudviklingen der kunne ændre ved dette. Det levnede også plads til nye afdelinger i klubben i årene efter. Damefodbold, tennis og basketball blev indført og da sportshallen stod klar i 1977 blev der også spillet badminton. B 1909 havde i årene omkring 2. Verdenskrig haft håndbold på programmet. For begge køn i øvrigt; men da den skotske træner David Russell kom til var det slut med den slags!

I Kochsgade hvor man var blevet ene om hus og baner tilbage i 1942 ombygget huset et par gange ligesom man ved egen hjælp og med drengetræner Svend Skov Jensens ihærdighed rejst master til kunstlys i vinteren 1950-51. 

Fra Kochsgade midt i tresserne. Til venstre ses den legendariske drengetræner Svend Skov Jensen 
Fra Kochsgade midt i tresserne. Til venstre ses den legendariske drengetræner Svend Skov Jensen 

 

Fra Kochsgade 16 med den særlige nierånd til

Fra Kochsgade 16 med den særlige nierånd til: 

 

Det nye klubhus på den nuværende adresse i 1969. 

Det nye klubhus på den nuværende adresse i 1969. 

 

Elevatoren kørte atter

B 1909 vandt 2. Division i 1970 med Jim Magill som træner, en nordirer der havde spillet for Arsenal. De næste to sæsonen blev på godt og ondt tilbragt i de øverste luftlag med nedadgående tilskuertal i en tid i dansk fodbold; hvor de selvhøjtidelige herrer i DBU meget nødtvunget besluttede at benytte nuværende eller tidligere professionelle spillere på det danske landshold. Således fik Mogens Berg comeback.

Efter to sæsoner i 2. Division i 1973 og 74 rykkede B 1909 igen op. Man lå til i den første sæson nede sammen med OB men kiksede i efteråret. Mens B 1913 fortsatte sin nedtur var OB opstigende og overtog en del af publikum i byen. De to opgør det ene år blev set af 26.877 og 18.700 tilskuere, (2-2 og 2-1) i fantastiske kampe. I oprykningssæsonen var der ”kun” samlet godt 25.000 til de to kampe.

B 1909 returnerede efter 1975 sæsonen under den tyske træner Jürgen Wähling, men rykkede omgående op og ned igen i 1977 hvor OB vandt mesterskabet. Kampene i det år trak 25.000 og 22.000 tilskuere. B 1909 havde i 1975 fået en ”Støtteforening” hvis fornemmeste opgave var at skaffe penge til klubben bl.a. i kraft af bankospil.

B 1909 i 1975: Mogens Berg, Palle Hansen, John Pedersen, Ole Rasmussen, Torben Hansen, Søren Steensen, Keld Andersen, Knud Erik Larsen, Jens Høy Nielsen, Bent Hansen, Reihdar Hansen, Jørgen Larsen. 

B 1909 i 1975: Mogens Berg, Palle Hansen, John Pedersen, Ole Rasmussen, Torben Hansen, Søren Steensen, Keld Andersen, Knud Erik Larsen, Jens Høy Nielsen, Bent Hansen, Reihdar Hansen, Jørgen Larsen.

Forinden havde en kvartfinale i pokalturneringen trukket 17.000 mennesker til Odense Stadion hvor B 1909 vendte 0-1 til 4-1 på en forrygende 2. halvleg. AaB blev ordnet i næste kamp og så stod B 1909 i sin tredje pokalfinale. Her var modstanderen Vejle Boldklub der vandt 2-1. Vores mål blev sat ind af den elegante midtbanespiller og spydspids Torben Konradsen. Finalisterne fra B 1909`s hold: Claus Toppel – Jens Høy Nielsen, Søren Steensen, Ole Rasmussen og Niels Sørensen – Lars Petersen, Søren Jacobsen, John Petersen – Jesper Petersen, Torben Konradsen og Henning Andersen (pokalfighter). 12. manden Lennart Simonsen blev ikke brugt. 13.100 tilskuere så på. Det skulle vise sig at være B 1909 sidste finale men i 1973 havde klubben vundet Divisionsturneringen med finalesejr på 3-2 over Næstved på Odense Stadion efter spil til første mål, da det var 2-2 i ordinær tid.  

Lidt glæde bragte 1977 til klubben da ynglingene vandt det danske mesterskab.

B 1909 i 1977: Søren Steensen, Henning Andersen, Søren Jacobsen, Ole Rasmussen, Claus Toppel, John Petersen, Lennart Simonsen, Jürgen Wähling (træner), Jens Høy Nielsen, Jesper Petersen, Niels Sørensen, Peter Wildt, Torben Konradsen.  

B 1909 i 1977: Søren Steensen, Henning Andersen, Søren Jacobsen, Ole Rasmussen, Claus Toppel, John Petersen, Lennart Simonsen, Jürgen Wähling (træner), Jens Høy Nielsen, Jesper Petersen, Niels Sørensen, Peter Wildt, Torben Konradsen. 

Nu var B 1909 nede i 2. Division og året efter i 1979 var man så tæt på at rykke ned i 3. Division som det kunne blive. I den sidste kamp i Herfølge tabte klubben ganske vist 1-4, men målet der to minutter før tid blev skrabet ind over stregen af unge Henning Andersen betød redning på bedre målforskel overfor Nakskov. Trænerne det år var duoer, først Mogens Haastrup og Ole Petersen så Kai Hansen og Ole Petersen.

B 1909 havde dog stadig smag på førsteklasses fodbold og til det formål hentede man ”jernmanden” Jack Johnson ind. Han var om nogen manden bag B 1913`s opstigen til de tyndere luftlag og i B 1909 vidste man at hans brændende lidenskab, ligesom i den aktive karriere i klubben, betød alt. Det kiksede i 1980 men i sæsonen efter hvor B 1909 kilede sig ind mellem Brøndby og Kolding i trioens avancement. 

B 1909 i 1981: Jack Johnson (træner), Lars Pedersen, Henrik Petersen, Johan Jensen, Eigil Rasmussen, Peter Thøgersen, Søren Steensen, Claus Toppel, Kim Nielsen, Jim Joyce (massør), Mogens Johansen, Kim B. Petersen, Claus Jensen, Henrik Petersen, Torben Konradsen, Bjarne Bjørshol, John Hansen, Jimmy Nielsen, Palle Skov, Erik Larsen, Niels Nielsen, John Frazer, Jim Boag, Jørgen Jensen, Frank Kjølby, Jesper Petersen, Per Hansen.  

B 1909 i 1981: Jack Johnson (træner), Lars Pedersen, Henrik Petersen, Johan Jensen, Eigil Rasmussen, Peter Thøgersen, Søren Steensen, Claus Toppel, Kim Nielsen, Jim Joyce (massør), Mogens Johansen, Kim B. Petersen, Claus Jensen, Henrik Petersen, Torben Konradsen, Bjarne Bjørshol, John Hansen, Jimmy Nielsen, Palle Skov, Erik Larsen, Niels Nielsen, John Frazer, Jim Boag, Jørgen Jensen, Frank Kjølby, Jesper Petersen, Per Hansen.

 af Mogens Hansen