Menu

B1909 genoplever Fagenes Fest

I forbindelse med 100 års jubilæet puster B1909 liv i en gammel tradition.

 

Af Lasse Vøge-Christensen

 

Lørdag den 12. september bliver der mulighed for at få én på opleveren på Gillestedvej. Her fejrer B1909 sin 100 års fødselsdag med et spektakulært arrangement, hvor der er tænkt i nye baner. Dog spilles der selvfølgelig fodbold, når en fodboldklub fylder rundt.

 

Fodbolddelen er en jubilæumsturnering for ungdomshold med hold fra Odense kommunes japanske venskabsby Funabashi, Brønshøj og så B1909, fortæller Preben Munch, der i 14 år har været beboerrådgiver i Vollsmose, og som har hjulpet B1909 ved flere store arrangementer.

 

En tradition får comeback

Dagen indledes kl. 11.00 med det berømte sponsor-cykelløb, hvor der i en time skal køres på en bane i Vollsmose. Der vil være mulighed for at køre Tour De 9, både for enkeltryttere og for hold. Og fagene kan dyste mod hinanden i “Fag-mod-fag-cykelløbet”.

 

Herefter vil B1909 give comeback til et arrangement, der har været pensioneret i en del år. - Vi har haft lyst til at prøve at bygge “Fagenes Fest” op, som jo er en gammel tradition fra 1938, og som har været med op igennem 40’erne, 50’erne og 60’erne. Og nu prøver vi at genoplive den igen. Og hvis det bliver rigtig godt, så vil man til næste år, når LO fylder 100 år, også prøve at lave Fagenes Fest. Der har vi lavet et samarbejde, så LO hjælper os i år, og så hjælper vi dem næste år, lyder fra Preben Munch. B1909 præsenterer Fagenes Fest i samarbejde med LO, Syddansk Erhvervsskole, Kold College og Industri- og håndværksforeningen i Odense.

Lastbilhjuls-forhindringsløb 

Fagenes Fest er delt op i to afdelinger. Kl. 13.00 går første del i gang. - Her vil de forskellige faggrupper præsenterer, hvad de kan. Og der er tømrere, elektrikere, malere, kokke, bagere og masser af andre fag. Så kan man gå rundt og snakke med de forskellige fagfolk, og de unge mennesker kan spørge ind, hvis de vil vide mere om et fag, beretter Preben Munch. 

Herefter er der en lille pause i Fagenes Fest, mens der spilles finalekamp i jubilæumsturneringen. -

Og så fra kl. 16.15 begynder anden del af Fagenes Fest, og den foregår inde på opvisningsbanen, hvor de forskellige faggrupper hver stiller op med hold på fem mænd. De skal så konkurrere i de samme discipliner. Det er fodboldgolf, støvlekast, tovtrækning og lastbilhjul-forhindringsløb. Og vinderen får, udover æren, en stor pokal.

En tilbagevendende begivenhed? 

Hele dagen er gratis, og alle er meget velkomne. - Vi har et stort ønske om, at der kommer rigtig mange mennesker herud den dag og får sig en god oplevelse. Og, at vi kan få tjent nogle penge til ungdomsholdene. Og forhåbentligt kan Fagenes Fest, i samarbejde med LO, blive til en årlig tradition, slutter Preben Munch.