Menu

DBU-dom kalder på øget sammenhold

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
08. oktober 2018 kl. 19:15
PRESSEMEDDELELSE

B1909 har mandag modtaget dom fra Fodboldens Disciplinærinstans under DBU, der straffer klubben både økonomisk og sportsligt, for i en periode fra 2012 til 2017 at have overtrådt amatørregulativet. B1909 straffes med en bøde på kr. 50.000,- og en pointstraf i Danmarksserien på i alt 18 point.

B1909 tager umiddelbart dommen til efterretning.

B1909 er gennem længere tid blevet undersøgt af flere instanser, herunder SKAT, Odense Kommune og DBU. Vi har ligesom de nævnte aktører kun interesse i at eventuelle uregelmæssigheder justeres ind og rettes op, og derfor har vi gennem de seneste mange måneder brugt uendelige timer af vores frivillige arbejdskraft på, at understøtte processen. Undervejs er vi blevet frikendt i forhold til de kommunale midler til vores fodboldskole, mens vi modsat har måttet konstatere, at der særligt i de tidlige år fra 2012 og frem, har været arbejdsgange der helt korrekt er blevet anfægtet af SKAT. Det er med baggrund i disse at DBU har truffet sin afgørelse, og selvom vi umiddelbart finder straffen hård, vælger vi at bruge den som afsæt til en fremtid med en ren tavle. Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet på at bringe alle forhold i orden, og det er derfor også glædeligt at konstatere, at DBU også anerkender dette i deres melding.

Situationen kalder på sammenhold!

Vi har brugt mandagen på at bearbejde dommen fra fodboldunionen, både blandt klubbens ledelse og i spillertruppen. Og meldingen er klar og tydelig: Med dommen visker vi tavlen ren én gang for alle, og rykker om muligt endnu tættere sammen. Spillerne har mandag aften givet klart udtryk for, at de i fællesskab vil kæmpe for at hente de tabte point ind igen, så klubben står med det bedst mulige udgangspunkt inden vinterpausen!

B1909 har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Luk