Menu

John Kyndbøl er død

image
Tommy Poulsen, sportsredaktør for Horsens Folkeblad
06. februar 2017 kl. 12:59
Tidligere formand i B1909 er død, 75 år gammel

En af de markante fodboldspillere i dansk fodbold i 1960’erne, John Kyndbøl, er død uden forudgående sygdom. Han blev 75 år.

John Kyndbøl fik sit gennembrud i OB med Richard Møller Nielsen som træner, og i 1966 var han med til at sikre OB oprykning til 1. division på en andenplads efter Horsens FS.

Allerede i 1965 spillede John Kyndbøl to B-landskampe mod Finland og Sverige sammen med VB’erne Kaj Poulsen, Ole Fritsen, Poul Bilde, Knud Engedal og reserven Ole Werner.

John Kyndbøl var med i den store skare af danske fodboldspillere, der blev professionelle i USA i 1968. Han kom til Washington Whips sammen med flere andre danskere. Da den amerikanske fodboldliga lukkede efter et år, var John Kyndbøl den eneste, der tog hjem til dansk fodbold og OB, hvor han fortsatte karrieren. De øvrige danskere tog til Sverige, Holland eller Skotland.

John Kyndbøl var bidt af sport, og han var stolt, da hans datter Freja Cohrt, nu Silkeborg/Voel, fik debut på A-landsholdet i håndbold. Hun scorede også sejrsmålet, da det danske ungdomslandshold blev verdensmester.

Sammen med sin nære ven Ole Henriksen, der er far til AC Horsens’ træner Bo Henriksen, var John Kyndbøl ofte til fodbold i Horsens for at følge Bo Henriksens arbejde, og han har også været gæst til et af Horsens FS’ veteraners møder med familien Henriksen.

John Kyndbøl skiftede for en del år siden til B1909, hvor han blev klubbens formand i et par år.

Som aktiv var John Kyndbøl kendt for et knaldhårdt langskud, og han var en god tekniker. Richard Møller Nielsen lagde ikke skjul på, at hvis han havde smidt nogle kilo, havde han været selvskrevet til A-landsholdet.

John Kyndbøl var en festlig fyr, der elskede at diskutere og snakke fodbold. Han dukkede op de mest uventede steder til alle former for sport, bl.a. var han med til at modtage Lasse Norman Hansen, da han kom hjem fra OL i London i 2012 med en guldmedalje.

John Kyndbøl var god til at huske anekdoter, og han var pavestolt over, at han havde spillet mod verdens bedste fodboldspiller Pelé i den amerikanske liga. Et pressefoto med Kyndbøl og Pelé i kamp om bolden havde en fremtrædende plads hjemme i entréen hos John Kyndbøl, og da Pelé gæstede Danmark for få år siden, tog John Kyndbøl til Brønshøj Stadion, hilste på Pelé og fik hans autograf på billedet af de to.

John Kyndbøl var allermest stolt af, at Pelé kunne huske og genkende ham. Da de mødtes, sagde han ”Hej John”. Det var John Kyndbøls yndlingshistorie.

Luk