Menu

Optakt: Nyt topopgør i vente

image Jonas Lund nettede endnu en gang, da nierne vandt 1-2 i Dalum (arkivfoto)
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
11. oktober 2019 kl. 11:49
B1909 - Kerteminde BK, lørdag d. 12/10 '19, kl. 15.30

B1909 trak sig sejrsrigt ud af sidste weekends topbrag, hvor de i dagens anledning hvidklædte niere vandt med 1-2 på Dalum Stadion. Værternes talentfulde divisionsreserver bed som ventet godt fra sig, og et muligt pointtab hang i luften, inden anfører Rune Corfitzen fik gjort det onde ved sin tidligere klub, og sikrede en vital og forløsende udesejr til John Andersens udvalgte.

Med resultatet i Dalum spillede de røde sig helt frem i bussen, og ligger efter elleve spillede kampe på en aktuel 2. plads, á point med B1913, der dog har nogle kampe i hånden. Udgangspunktet inden sæsonstarten taget i betragtning, kan vi godt tillade os en vis tilfredshed, selvom vi fortsat mangler at gøre efterårs-arbejdet færdigt!

Lørdagens modstander, oprykkerne fra Kerteminde, har indtil videre taget Albaniserien med storm. Holdet er blot tre points fra førstepladsen, og har vist positivt og fremadrettet spil, der forener underholdning og kvalitet. Det er bestemt et mandskab, man skal have dyb respekt for, og som kan levere både fight og individuelle præstationer. Senest hentede holdet 3-2 hjemme mod SSV Højfyn, efter at de var bagud 1-2 efter 90. minutter - mens de runden forinden hentede 2-2 i den altid svære udekamp på Ærø mod Marstal/Rise.

Cheftræner, John Andersen, har derfor også fuld respekt for Kerteminde, hvor han særligt hæfter sig ved en stærk moral og fokus indtil sidste fløjt:
-"Hjemme på eget stadion skal vi igen tage ejerskab over kampen, vel vidende, at gæsterne er et stærkt hold, der spiller kampene helt færdige. Seneste vendte de 1-2 til 3-2 i overtiden, hvilket vidner om en god holdmoral. De var også tæt på at drille de blå, så det er bestemt et hold med kvalitet. Vi skal være helt klar fra start, for der er ikke plads til nogle svipsere her i de sidste kampe. Vi skal have fokus og fuld koncentration fra start til slut", udtaler John Andersen.

-"Marco Bertelsen døjer med en lille forstrækning, mens Ilir Jakupi på grund af studier har misset nogle træninger. Da truppen er bred og stærk og mange spillere byder ind, tager vi ingen chancer i øjeblikket, og begge spillere er derfor ude af truppen til kampen mod Kerteminde", siger den røde cheftræner.

Morten Dyg og Julian Martinsen er tilbage i truppen.

Vel mødt!

 

Luk