Menu

Optakt: Årslev på søndagsvisit

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
27. maj 2017 kl. 12:07
B1909 - Årslev søndag 28/5 2017 kl. 11.00

Søndag formiddag tager B1909 imod midtfynske Årslev, i endnu en vital duel i Albaniserien, hvor de røde skal sikre sig afgørende points, så positionen som førerhold kan fastholdes.

Efter en lang række af sejre, måtte nierne senest nøjes med uafgjort 0-0, da holdet gæstede OB i Ådalen. Ikke et dårligt resultat, men omvendt et facit som atter bragte forfølgerne tættere på os, hvilket vi helst vil undgå. Derfor skal vi hurtigst muligt tilbage på sejrs-sporet, og det må gerne starte søndag mod Årslev.

Gæsterne var længe med i topstriden, men en hård april og maj måned sendte dem lidt tilbage i stillingen. Derfor indtager Årslev aktuelt en plads som nummer 6, i toppen af det brede midterfelt. Seneste resultat var et skuffende hjemmenederlag mod formsvage Morud - en plet som midtfynboerne gerne vil have vasket af de gule bluser.

Manager Thomas Thorhøj har øjnene rettet mod sit eget hold, i tilgangen til søndagens kamp:

-'Skarphed i felterne må være der, hvor vi skal have vores fokus søndag. Genpres og presspil er en vigtig nøgle til succes, i søndagens kamp. Årslev er særligt farlige på deres omstillinger, så vi må ikke tabe bolden på de sårbare steder på banen'.

-'Vi kan nok forvente en kamp, hvor Årslev giver os meget af initiativet på bolden, og med dem selv i den afventende rolle. Koncentration og højt tempo med og uden bold, bliver derfor afgørende for kampens resultat, hvis det skal falde ud til vores fordel', lyder det fra Thorhøj.

Vel mødt!

Luk