Menu

Optakt: Gensyn med Thorhøj

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
15. september 2023 kl. 13:05
B1909 - Dalum, lørdag d. 16/9 ‘23, kl. 14.00

Ti mål i to kampe. Syv points i de seneste tre kampe. Det lyder som en rød drøm, men ikke desto mindre er det den rene virkelighed, efter en indtil videre fantastisk september måned. I Fjordager skabte drengene nærmest chancer på samlebånd, og det blev på alle måder en lun sensommerdag at være nier.

Lørdag venter så en helt anden opgave, når nedrykkerne fra 3. division, Dalum IF, gæster 3F Gillested Park. Dalum har haft et nærmest forfærdeligt halvandet år, hvor klubben flere gange har balanceret på randen af sportslig og økonomisk deroute. Flagskibet i 3. division blev ofret på fornuftens bål, og det rekonstruerede mandskab hentede da også historisk få points i den forgangne sæson. En nedrykning til Danmarksserien var nærmest uundgåelig, men de tilbageblevne spillere kæmpede og viste mandsmod undervejs. Der er ingen tvivl om, at de unge Dalum-drenge har hentet dyrekøbte lærepenge, men de har allerede i denne nye sæson bevist, at de bestemt kan spille god fodbold og ikke mindst vinde kampe. Et såret dyr er som bekendt det farligste, og med en optakt med både trænerskifte og en potentielt afværget konkurs, så er det nærmest med garanti, at der venter et blodtørstigt dyr lørdag eftermiddag. Ikke mindst nu, hvor det er vores tidligere cheftræner og manager, Thomas Thorhøj, der har overtaget tøjlerne i Fruens Bøge.

B1909 møder som sagt formstærkt ind til kampen, oven på en sæsonstart på det jævne. Det glæder da også cheftræner, Andreas Bech, at holdet endelig er ved at forløse potentialet:
-“Vi har været dygtige til at producere mange chancer i de seneste fire kampe,og det skyldes, at drengene er ved at finde sig tilrette i den nye spillestil. Vi er ret tydelige i træningen på, hvordan vi gerne vil skabe chancer, og det har drengene taget til sig. Så ja, vi har lavet ti mål i de seneste to kampe, men vi burde have scoret 15-16 mål, selvom det lyder helt skørt at sige. Men det er rigtigt”.

-“Vi lykkes som hold lige nu, fordi spillerne har taget stilen til sig. Jeg hører dem snakke om vores spil på gangene, i omklædningsrummet og på banen. Det viser mig, at de har taget det nye til sig og ikke bare parerer ordrer. Derudover har vi en trup, hvor konkurrencen lige nu er sund, og det tvinger alle til at være klar”, lyder det fra Bech.

Cheftræneren har dog også fokus på en svær modstander:
-“Dalum har haft en sæson, hvor de har mødt stærkere hold i 3. division, og det har de fået noget erfaring af. De har en flok unge gutter, som er dygtige, og når det lykkedes for dem, så kan de gøre ondt på alle hold. Jeg forventer derfor en svær kamp, mod nogle motiverede Dalum-drenge. Men jeg forventer også, at se et hjemmehold med ild i øjnene, som vi så det mod Hedensted og Fjordager. Vores pres, parathed, vildskab og evnen til at producere mange chancer, bliver uden tvivl afgørende, hvis vi skal hente den tredje sejr i træk”.

I forhold til 5-0 sejren i Fjordager er Jonas Lund tilbage i truppen efter hans skadespause, mens Mohamed Amin glider ud. Unge Hussain Musafa er ligeledes indlemmet i truppen og kan få debut.

Cheftræner Andreas Bech har udtaget denne 17-mands trup:

Jakob Fechtenburg
Christian Kjer
Hussein Al-Rabiey
Eirik Stedje
Visar Aliti
Daniel Winther
Izunna Uzochukwu
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Magnus Rahbek
Nicolai Frederiksen
Jonas Lund
Mass Sise
Karl Emil Callesen
Bekir Demirovic
Sami Abou Chawk
Hussain Musafa

Vel mødt!

 

Luk