Menu

Optakt: OKS er favoritter i lokalopgør

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
22. september 2023 kl. 15:09
OKS - B1909, lørdag d. 23/9 ‘23, kl. 13.00

Lørdag eftermiddag byder på endnu et af sæsonens mange lokalopgør, når B1909 kører de få kilometer til Østerbæksvej, hvor OKS er værter mellem kolonihaverne. Et efterhånden klassisk opgør, hvor OKS’erne dog alt for længe har haft overhånden. Det kan de røde drenge forhåbentlig lave om på denne lørdag, hvor der i øvrigt er flere gensyn i den røde trup.

Anfører Marco Bertelsen har været ude med en alvorlig skade i mange måneder, men nu er der efterhånden lys for enden af tunellen for den røde jernmand. Således er Bertelsen udtaget til reserveholdets topopgør i Svendborg søndag formiddag, hvor han kan gøre et foreløbigt comeback i den røde trøje. Men da der desuden er et par usikre kort i den udtagne DS-trup, er Bertelsen desuden indkaldt som reserve til lørdagens opgør mod OKS. Dermed kan vi måske få ham at se i aktion, såfremt én af hans medspillere må melde forfald op til kampstart. Uanset hvad, så er det fantastisk at Marco er kommet så langt i sin genoptræning.

En anden glædelig nyhed fra skadesfronten er, at Ali Al-Rabiey også så småt er klar igen. Han er derfor ligeledes indlemmet i Serie 1-holdets trup, der spiller søndag kl. 11.00 i Svendborg. Tilbage på lazarettet er Erik Ingemann, Mohamed Amin og Burana Saenkham, hvor sidstnævnte nok først kommer i spil kort før efterårets afslutning.

På målmandsposten må vi mod OKS undvære Jakob Fechtenburg, der ellers har været førstevalget indtil videre i denne sæson. Fechtenburg er på en udlandsrejse, og i hans sted får Christian Kjer chancen mellem de røde stænger. Niclas Henriksen vil indtage pladsen som målmandsreserve på bænken. Ellers er det en trup, der stort set er identisk med den, der senest besejrede Dalum med 1-0.

Selvom OKS overraskende er placeret under B1909 inden opgøret, har cheftræner Andreas Bech fortsat kolonihavefolket som favoritter, da han bliver spurgt til sine forventninger til opgøret:
-“Jeg har en forventning om, at vi kommer ud til kampen med stor koncentration og vildskab. OKS er favoritterne i vores opgør, hvilket historikken tydeligt bekræfter. Seneste B1909-sejr er helt tilbage i maj måned 2017, og de seneste syv indbyrdes opgør mod OKS i Danmarksserien har kun givet én enkelt sejr og fire nederlag. Alle udekampe i OKS er tabt. 40 point er fakta på, hvor mange point OKS har været bedre end B1909 i de seneste to sæsoner! Så kan favoritværdigheden rent statistisk næppe blive større. Men, vi er mere end klar og topmotiveret. Drengene har et fantastisk sammenhold, og er begyndt at være spillet godt ind i systemet”.

-“Det bliver afgørende at vi fortsætter vores høje energi og disciplin. Vi har ikke lukket et mål ind i to kampe nu, og og ellers er der kun gået to mål i vores seneste fire kampe. Disciplinen til at arbejde som et fællesskab og ikke give mange chancer væk er der. Omvendt skal vi også fortsætte den offensive tilgang til vores spil”, lyder det fra Bech.

Adspurgt om vi fortsat kan bygge på, efter fire kampe som ubesejret, svarer cheftræneren:
-“Vi kan altid blive bedre, og der var også ting i Dalum-kampen som ikke var godt. Vi skal stadig være skarpere foran modstandernes mål, for vi skal nok producere chancer. Kampen mod Dalum skulle vi have vundet større. Vi går efter sejr nummer fire i streg, men det bliver en meget svær kamp. Dog kan jeg love, at vi kommer blæsende med offensiv og aggressiv  fodbold. Jeg håber på fortsat stor opbakning fra vores tilskuere - de gør det helt fantastisk, og drengene er meget glade for støtten - tak!”, slutter Andreas Bech.

Cheftræner Andreas Bech har udtaget denne 16-mands trup:

Christian Kjer
Niclas Henriksen
Hussein Al-Rabiey
Marco Bertelsen
Eirik Stedje
Visar Aliti
Daniel Winther
Izunna Uzochukwu
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Magnus Rahbek
Nicolai Frederiksen
Jonas Lund
Mass Sise
Karl Emil Callesen
Sami Abou Chawk

Vel mødt!

 

Luk