Menu

Optakt: Sidste kamp i grundspillet

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
05. april 2024 kl. 16:46
B1909 - B1913, lørdag d. 6/4 ‘24, kl. 14.00

Et langt grundspil afsluttes lørdag eftermiddag, når B1909 hjemme på 3F Gillested Park tager imod vennerne fra B1913. Det er 18. og sidste spillerunde i den ordinære del af årets sæson i Danmarksserien, inden rækken efter weekenden brydes op i et op- og nedrykningsslutspil.

B1909 har, trods en resultatmæssig utilfredstillende start på foråret, sikret sig en plads i øverste slutspil, ikke mindst takket være et flot efterår. Midt på ugen fik nierne ligeledes medhold i protesten fra OKS-kampen, hvilket vekslede et nederlag til en sejr på skrivebordet. Det betyder derfor, at de røde ikke kan slutte dårligere end nummer 5, uanset udfaldet af kampen mod B1913. Vi havde naturligvis foretrukket at klare tingene på banen, men som hele sæsonen har udspillet sig, så er en plads i øverste slutspil både kærkomment og egentlig også velfortjent.

Lørdagens gæster fra B1913 må derimod ud i et tæt nedrykningsspil, hvor der meget vel kan vente et særdeles intenst forår. TPI, Dalum og Fjordager er de øvrige fynske hold i samme situation, og antallet af nedrykkere afhænger som bekendt meget af antallet af op- og nedrykkere fra øst og vest højere oppe i systemet. De blå jagter derfor ikke kun en prestigesejr mod de røde, men i høj grad også vitale points til kontoen, som buffer til den unævnelige nedrykningsstreg.

Undertegnede har spurgt B1909’s midtbaneprofil, Jonas Lund, om hans vurdering af de røde drenge i de første tre runder og lørdagens kamp mod B1913:
-“Der er ingen tvivl om at spillet har været til langt mere end pointudbyttet. Vi har set gode ud på bolden, men vi har manglet den sidste skarphed foran målet. Så snart vi begynder at score, er der ingen tvivl om, at vi sagtens kan drille de andre hold i oprykningsspillet”.

-“Lørdag forventer jeg klart en kamp med høj intensitet, og med os som spilstyrende. Vi skal ud og dominere fra første fløjt, og så bliver det helt sikkert afgørende, at vi holder et højt niveau hele kampen - og at vi får scoret på de chancer, vi uden tvivl nok skal komme frem til”, lyder det fra Jonas Lund.

-“Der er ingen tvivl om, at pladsen i oprykningsspillet har givet hele truppen en form for lettelse, da vi nu kan gå ud og spille fuldstændig frit. Forhåbentlig kan vi drille mange af de andre hold i slutspillet, og gøre vores til, at kampen om oprykning er spændende indtil sidste spilledag”, slutter Lund. Den rutinerede midtbanespiller er fortsat ude med en skade, og er derfor ikke med i truppen lørdag. Knæet skal vurderes af en ortopæd, og muligvis MR-scannes. Lund håber dog selv på snart at være tilbage på træningsbanen igen.

I forhold til den seneste kamp mod Marienlyst, er eneste ændring i truppen, at Jakob Tonnesen er retur fra karantæne.

Cheftræner Kasper Mundt har udtaget denne 16-mands trup:

Christian Kjer Bertelsen
Niclas Henriksen
Eirik Stedje
Daniel Winther
Visar Aliti
Erik Ingemann
Emil Thomsen
Nicolai Frederiksen
Jakob Tonnesen
Mads Bæk
Karl Emil Callesen
Isa El-Enazi
Hussein Al-Rabiey
Marco Bertelsen
Ali Al-Rabiey
Sami Abou Chawk

Vel mødt!

 

Luk