Menu

Optakt: Topbrag med Superliga-skær

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
07. september 2017 kl. 22:10
B1909 - Aarhus Fremad, lørdag 9/9 2017, kl. 15.00

To tidligere Superligaklubber står overfor hinanden, når B1909 lørdag får besøg af reserverne fra Aarhus Fremad i Danmarksserien. I øvrigt en kamp mellem rækkens nr. 3 og 4, og således et tidligt topopgør i efterårets særdeles tætte kreds.

Gæsterne satte FodboldDanmark på den anden ende, da de stik imod sædvane og alle odds, spillede sig op fra serierækkerne og nåede Superligaen i sommeren 1997. Præcis fem år efter B1909's seneste optræden i landets fornemste fodboldrække.

Den sensationelle oprykning blev krydret med en meriterende debutkamp i Superligaen, hvor Fremad besejrede storebror AGF med 2-1, foran mere end 15.000 tilskuere på Århus Stadion. De to giftige spillere, Søren Hermansen og Gregers Ulrich afgjorde kampen til fordel for oprykkerne.

Efter få sæsoner kørte elevatoren den modsatte vej, og trods et pitstop i fællesskab med Skovbakken under navnet FC Aarhus, gled klubben tilbage i rækkerne, hvor Aarhus Fremads førstehold aktuelt er placeret i 2. division. At klubben sideløbende kan have et mandskab i Danmarksserien, fortæller om et stærkt fundament for fremtidens arbejde i det århusianske.

Tilbage til fokus på os selv, som desværre led årets første turneringsnederlag, med 2-1 i Kolding. Thomas Thorhøjs analyse er, at vi taber kampen på de første tyve minutter, hvor de røde efter managerens vurdering fortsat sad placeret i spillerbussen. En utilgivelig indsats i kampens indledning, lyder den kontante melding fra Thorhøj - som tilføjer:

-'Det er længe siden vi har tabt en tuneringskamp, så den rammer spillerne ganske hårdt. Jeg har før nævnt, at spillerne i B1909 skal blive bedre til at tackle modgang. Den del arbejder vi stadigvæk på, og nederlaget i Kolding skal bruges som lærepenge i DS. Hvis man ikke er klar til kamp oppe i hovedet, så taber man kampene. Så enkelt er det. Vi har ingen dårlige undskyldninger for vores første halvleg i fredags, så det handler om at komme op på hesten igen'.

-'Lørdagens modstander fra Aarhus Fremad er et stærkt hold, med en god fysik og nogle spillere som gerne vil anbefale sig til deres 2. divisionshold. Vi har dog først og fremmest fokus på os selv lørdag, hvor der skal sprøjte blod, sved og tårer for sejren. Alle, der var med i Kolding i fredags, har noget som de skal af med, og det skal gå ud over Fremad. Jeg garanterer at der kommer 11 røde spillere på banen, som er vilde efter at ofre sig for sejren hjemme på Fortet. Jeg vil gerne appellere til vores fantastiske støtter og SUPPORT om, at de skal lave noget larm for os lørdag. Vi har brug for hinanden', lyder den afsluttende opfordring fra Thomas Thorhøj.

Vel mødt!

Luk