Menu

B1909's U15 i en positiv udvikling

image
Kasper Hansen, ungdomskoordinator
26. april 2018 kl. 13:18

Siamak Sohrabi, som er lærer på H. C. Andersen Skolen, startede U15 (årgang 2003/04) op 4/1 2018. Holdet er en blanding af U14 og U15, hvilket giver mening, da Siamak kender mange af spillerne fra skolen. Truppen har ændret sig markant siden opstarten, hvor 5-7 spillere var med til træning de første par uger. Nu tæller truppen 20 spillere, som er meldt ind og træner hver gang. Holdet blev tilmeldt B-rækken efter spillernes eget ønske, hvor målet det første halve år er at blive spillet sammen og få nogle positive oplevelser.

I træningskampene fra februar-april havde holdet svært ved at finde sig til rette i deres spillestil. Det blev til flere nederlag, men Siamak og drengene kunne se en spillemæssig fremgang for hver kamp. Det skal også nævnes at truppen var på kanten af hvad der skal være i en 11-mands-trup, og pga. skader og andet, så spillede det væsentligt ind i resultaterne.

Den første turneringskamp var på udebane mod Marstal IF, hvor drengene både fik lov til at køre med bus og sejle til Ærø. På en knoldet bane tabte B1909 med 4-2, men Siamak mente at holdet havde fortjent mere. Selv om der er langt til Marstal, så fik holdet en masse anderledes oplevelser til forskel fra dem man normalt kan få i Vollsmose.

Efterfølgende har holdet vundet 2-0 hjemme mod Strib og 4-1 ude mod Tårup IF. Det er to flotte sejre, da begge modstandere havde spillet to kampe hver og vundet begge. Siamak mener, at man allerede nu kan se, at truppen har niveau til mere, og fortæller målet er at spille i de højeste ungdomsrækker på sigt, da spillermaterialet/potentialet er til det. Han understreger dog over for spillerne, at de skal fortsætte med at træne benhårdt, som de har gjort hele tiden samtidig med, at de er ydmyge over for opgaven.

Holdet får en chance allerede d. 2/5 kl. 18.30 for at prøve sit nuværende niveau af, da de møder Assens FC i pokalens 2. runde. Assens FC ligger i mesterrække 2, og er derfor placeret to rækker over B1909. Kampen spilles på B1909s opvisningsbane, så kom og støt drengene til denne spændende og hidtil mest betydningsfulde kamp holdet har haft indtil videre.

Holdet træner i øvrigt tirsdag og torsdag kl. 16.30-18.00, så hvis du kunne tænke dig at spille på holdet, så kom forbi og vis hvad du kan.

 

 

Luk