Menu

Arno Hansen har fødselsdag i dag!

image Arno Hansen er indbegrebet af B1909
Jesper Kent Mortensen
24. marts 2023 kl. 16:56
En af de helt store røde legender bliver 83 år i dag
En af B1909’s stolte sønner har fødselsdag i dag, nemlig Arno Hansen som fylder 83 år. Et stort tillykke!
Indbegrebet af B1909
Arno Hansen er indbegrebet af B.1909. Ikke nok med at han har bestredet stort set alle poster i klubben, så har Arno Hansen også prøvet at spille alle 11 pladser på banen!
Debut i 1958
Arno Hansen debuterede på B 1909`s førstehold allerede i 1958 i en kvartfinale i pokalturneringen mod Vejle Boldklub. Og året efter var han med til at sikre Fyn det første danske mesterskab med B.1909. Fem år senere - i 1964 - var Arno Hansen naturligvis også på holdkortet, da De Rødes andet mesterskab kom i hus i den sagn-omspundne 1-0 sejr over KB i Idrætsparken foran det rekordstore publikum på 43.000 tilskuere. Sidstnævnte er stadig væk rekord til en klubkamp i Danmark.
Brasilien
I 1958 fik han sin første kamp i landsholdstrøjen - på U19-landsholdet mod Norge - og Arno Hansen var på tale til det olympiske hold, der i 1960 vandt sølv i Rom, men han blev desværre siet fra i sidste øjeblik. Arno Hansen opnåede dog en enkelt uofficiel landskamp, idet han deltog i en kamp mellem et dansk hold og et brasiliansk, hvor legendariske Pelé var en af modspillerne.
Uheldigvis havde Arno Hansen ikke fået sine støvler med fra Odense til København... Og han måtte derfor låne et par af en medspiller. De var dog to numre for store, men det var der ingen, der opdagede. Brasilianerne vandt 4-3 foran det rekordstore publikum på 52.000 tilskuere, hvilket fortsat er rekord for en kamp på dansk grund.
Udvist i Bukarest
I 1965 spillede Arno Hansen og B.1909 som danske mestre i Europa Cup`en for mesterhold ude mod rumænske Dinamo Bukarest. I løbet af kampen sparkede holdkammeraten Palle Kähler en modstander ned. Da dommeren var på vej over for at vise ham ud, så spændte Arno Hansen ben for ham. Af samme grund blev begge spillere vist ud. Men så gik anfører, Bruno Eliasen i dialog med den jugoslaviske dommer, og det hele endte med, at de begge to blev vinket ind på banen igen - og fuldførte kampen.
Pokalfighter
I 1971 blev Arno Hansen kåret som årets pokalfighter i pokalfinalen, som B.1909 vandt 1-0 over Frem på Bent Outzens sene scoring.
Arno Hansen var i mange år en engageret formand for B1909.
Sikke en karriere - og sikke et fodboldliv.
Arno Hansen - en lille mand, men en stor fodboldskikkelse.
Kan være et billede af 2 personer
Luk