Menu

Formanden har ordet

Et kig bagud og et kig fremad med B1909’s formand Dennis Witek

 

Af Lasse Vøge-Christensen

 



B1909-formand Dennis Witek kan slet ikke vælge, når han bliver bedt om at nævne højdepunktet i klubbens 100-årige historie - Selvfølgelig er der de to DM og pokal-triumferne. Men ellers er det jo ikke det vilde, der er sket rent fodboldmæssigt i de senere år. Men kigger vi bort fra fodbolden er der masser af positive højdepunkter. Her tænker jeg på alle vores projekter som eksempelvis fodboldskolen, og den opgave med at være et værested, der holder de unge væk fra ballade. Vores integrationsprojekt, hvor vi nyder støtte fra kommunen og diverse fonde, er også et højdepunkt, som vi kan være stolte af, fortæller Dennis Witek og fortsætter: - At det lykkedes os at skrabe 4,5 millioner kroner sammen til en kunststofbane var også en stor bedrift. Og til sidst står besøget af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor han tog sig tid til at spille en kamp med os, også klart i erindringen.

Kan ikke nå ind til alleDennis Witek har været formand for klubben i syv år, og i modsætning til de positive højdepunkter, har han svært ved at pege på nogle negative højdepunkter.

 

Nedture vil der jo altid være. Der er desværre nogle få unge mennesker, vi ikke når ind til. Nogle vil simpelthen ikke hjælpes. Ellers synes jeg, at det er meget svært at pege på noget negativt i min tid som formand.

 

Masser af ildsjæle

B1909 er kendetegnet ved en masse ildsjæle, og ifølge formanden, så bestod klubben ikke i dag uden disse trofaste folk.

Vi skal huske på, at det er frivilligt arbejde, så det er utroligt prisværdigt af dem, der bruger megen tid og kræfter på klubben.

 

Der var et tidspunkt, hvor det var ved at blive en ren indvandrerklub. Men her var vores samarbejde med Fjordager IF en kæmpe succes, og vi fik blandet holdene godt.

 

Vollsmoses samlingspunkt

Udover at være en fodboldklub, der udkæmper kampe på banen, kæmper B1909 også en tapper kamp for at holde de unge medlemmer fra Vollsmose væk fra ballade. Og det er et stort ansvar.

Det har vi selv taget på os, og vi er stolte af, at vi kan være med til at gøre en forskel. Vi kan ikke være en almindelig fodboldklub, og det har vi vænnet os til, lyder det fra formanden.

 

Mange af dem, vi har, er jo små brødre til nogle af dem, der laver meget ballade, og som vi læser om i aviserne. Her er det vores opgave at påvirke de små brødre til at vælge en anden vej. De kommer til os lige efter skole, hvor vi hjælper dem med at lave lektier, herefter hygger de sig i vores værested, inden de skal ud og træne. Og når de så kommer hjem, har de overhovedet ikke kræfter til at lave ballade.

 

200 års jubilæum?

Og fejrer man mon 200 års jubilæum i 2109? Ja, det tror jeg. Vi har rigtig mange unge mennesker, der brænder for det, og som har samme gå-gå-mod som os andre. Så jeg tror, at vi kan blive ved med at fremavle klubmennesker, lyder det fra formanden, som slutter af med at sende en tak til alle klubbens medlemmer. - Tak for opbakningen og støtten. I er altid parate til at hjælpe til. Tak til min bestyrelse og kontoret i klubben, I holder gang i klubben.

Luk