Menu

Historie 4. del 1980 - 1999

På trods af et godt forår i 1982 ventede elevatoren igen på B 1909 og det endte med en trænerfyring. Klubben returnerede dog atter efter et flot efterår 1983, hvor det var pendleren Peter Dahl (tidligere Hvidovre og Lierse-spiller) som var ved roret. Atter engang vendte det hele omgående. Eftersom B 1909 rådede over Danmarks bedste ungdomsspillere som Y-DM vinderne fra 1984 og på det tidspunkt så ledelsen her klare muligheder for at vende tilbage. Det bar dog ikke igennem og i sæsonens sidste kamp i 1986 mod B 93, hvor den spillende træner, den gamle B 1903 og FC Nantes-spiller, Allan Michaelsen blev udvist måtte klubben med et nederlag se 3. Division i øjnene. En satsning med ynglingetalentet Jann Jensen i efteråret havde desværre båret lige så lidt frugt som trænerens entre.

1987 sæsonen blev tilbragt på eget anlæg hvor klubben slæbte sig gennem foråret og våndede sig i chok over den laveste placering nogensinde. Den nye træner Flemming Serritslev havde ganske vist fået samlet en del folk udefra til at supplere klubbens egne demoraliserende spillere. Selv var træneren en nobel mand og den tidligere Vejlespiller havde prøvet sit og var anfører da VB slog nierne i pokalfinalen.

 

 

Så kom Behrens.

Da B 1909`bestyrelse havde sundet sig kom sommer sensationen med nye markante folk som OB-legenden Richard Møller Nielsen, der blev sportschef og ikke mindst pengemanden Kurt Behrens, som nu hersede med helikoptere i Köln-området, men ikke havde glemt sine røde rødder.

Richard Møller Nielsen, Kurt Behrens og Flemming Serritslev 

Richard Møller Nielsen, Kurt Behrens og Flemming Serritslev. 

 

I 1988 var der lagt op til løjer. Kampene var

flyttet tilbage på Odense Stadion med mandag aften som foretrukket spilletidspunkt i stedet for lørdag eftermiddag, der lugtede langt væk af seriefodbold. Desuden leverede klubben en nærmest genial indkøbspolitik der bragte en københavner, der var havnet i en blindgyde i Hjørring, til klubben sammen en engelsk hvirvelvind som var i overskud i Vejle. Jan Krause og Julian Barnett bidrog stærkt i festlighederne i 1988 der bragte en sikker 1. plads i hus. Årets fund Jan Knudsen og midtbaneturboen Jan Bramsen var også markante navne, der på bedste vis fik vendt den synkende skude og bragt B 1909 frem i overskrifterne igen. Siden kom der andre prominente navne med i redningsbåden.

”Ricardo´s” tæft for at finde talenterne og Serritslevs styring af løjerne på banen fik pustet nyt liv i klubben og tilhængerne vejrede atter morgenluft.

Flere læserbreve i starten af firserne og en artikel i ”Alt om Sport” havde sat gang i spekulationerne om et bredere elitært samarbejde hen over byens divisionsklubber. De første spirende planer om at samle dem under en hat, ”Odense United” i 1989 kom ikke ret meget videre end på tegnebrættet da OB sprang fra på grund af licensspørgsmålet; hvorimod ”FC Odense” to år senere var til afstemning i klubberne og kun faldt fordi B 1913 var imod. I OB logrede de nærmest med halen, mens de fleste af B 1909`s medlemmer i en truende atmosfære også stemte ja.

B 1909 i 1988: Flemming Serritslev (træner), Richard Møller Nielsen (sportslig leder), Spiros Antivakis (ass.træner), Hans P. Utoft, Jan Bramsen, Torben Werenberg, Jan Rasmussen, Michael Hemmingsen, Lars Pedersen, Ib Andersen, Julian Barnett, Bo, Sundahl, Jan Krause, Jørn Broe (holdleder), Tommy Møller Nielsen, Thomas Mathiesen, Tomas Jacobsen, Michael Larsen, Benny Mortensen (massør), Fridrik Fridriksson. 
B 1909 i 1988: Flemming Serritslev (træner), Richard Møller Nielsen (sportslig leder), Spiros Antivakis (ass.træner), Hans P. Utoft, Jan Bramsen, Torben Werenberg, Jan Rasmussen, Michael Hemmingsen, Lars Pedersen, Ib Andersen, Julian Barnett, Bo, Sundahl, Jan Krause, Jørn Broe (holdleder), Tommy Møller Nielsen, Thomas Mathiesen, Tomas Jacobsen, Michael Larsen, Benny Mortensen (massør), Fridrik Fridriksson.

En – to – tre og så op.

Sæsonen 1989 bragte en tredjeplads efter tæt opløb med Viborg og KB. Derefter vedtog DBU oprettelsen af den såkaldte Superliga. Et navn der dengang lød noget oppustet, men som jo senere udviklede sig i den rigtige retning. Afstanden mellem de store klubber og så dem i andet geled har i den grad siden rykket sig markant.

Set med nierøjne var udvælgelsen af de 10 hold der skulle danne den første liga i 1991 dybt uretfærdig. B 1909 og B 1913 endte stort set lige i 1990 på de to øverste pladser i 2. Division og de kom så ud i knald eller fald kampe mod AaB og Vejle fra 1. Division.

B 1909 fik målmand Henrik Jørgensen voldsomt skadet i Aalborg og så måtte Michael Hemmingsen på kassen, men naturligt nok var det bal hurtigt forbi, 0-4.

Den anden kamp i Odense endte i hat og briller, 5-6. B 1913 var ude i straffespark i Vejle men måtte også blive nede.

Turneringen blev nu omlagt til efterår/forår og i foråret 1991 stod B 1909 efter en andenplads á points med Næstved og skulle dermed møde Silkeborg der sluttede som nummer 9, i en kamp om en billet til det forjættede land. En fantastisk dyst i Søhøjlandet gav en uventet niersejr på 4-3. Nu var de røde tilhængere tændt og knapt 6.000 tilskuere så returkampen fire dage senere på Odense Stadion. Nierne blev tiljublet trods bagud 0-1 i pausen, da de mange udebanemål ville række. 11 minutter før tid fik vi hammeren i hovedet da jyderne fik scoret til 0-2. Kort tid forinden havde ”Barnetten” ramt stolpen, øv.

B 1909 skulle så sammen med de øvrige 1. Divisionsklubber igennem et halvkedeligt efterår hvor det gjaldt om at slippe helskindet med blandt de otte hold som skulle danne en kvalifikationsliga i foråret 1992. Det skulle siden vise sig, at det ikke var sidste DBU havde glemt at tage tænkehatten på. Internt havde Flemming Serritslev overladt roret til assistent og fysioterapeut Flemming Nielsen, hvilket var godt tænkt og om ikke et trænerskift på både godt og ondt. Den tidligere OB-back havde været tæt på med B 1913, der også havde afgivet flere spillere til B 1909; men i tredje forsøg lykkedes det for nierne, der vandt Kvalifikationsligaen foran nedrykkede OB og vandt de to opgør med samlet 2-1. Med en uges mellemrum fyldtes Odense Stadion til disse kampe og 0-1 nederlaget i den første kamp var meget uheldigt. Det var dog først i sidste kamp i Viborg at billetten kom i hus i kraft af en 3-1 sejr på to mål af John Damsted og et af Steen Petterson og efter otte år var B 1909 klar til den bedste række.

 

B 1909 i 1992: Mikkel Beck, Thomas Knudsen, Kenneth Jensen, Thomas Bengtsson, Thomas Vestmark, Peter Nielsen, Torben Stehmann, Michael Hemmingsen, Jacob Svinggaard, Jan Krause, Palle Hansen (holdleder), Spiros Antivakis (ass. træner), Johnny Kwasniak, Steen Petterson, Lars Larsen, Morten Eriksen, Mikkel Wind-Hansen, Ole Møller Nielsen, Ole Juel, Flemming Nielsen (træner), Finn Jensen (massør), Jan Knudsen, Michael Sørensen, Henrik Jørgensen, Henrik Larsen, Torben Andersen, Lars Mejnert, Michael Bang (holdleder). 
B 1909 i 1992: Mikkel Beck, Thomas Knudsen, Kenneth Jensen, Thomas Bengtsson, Thomas Vestmark, Peter Nielsen, Torben Stehmann, Michael Hemmingsen, Jacob Svinggaard, Jan Krause, Palle Hansen (holdleder), Spiros Antivakis (ass. træner), Johnny Kwasniak, Steen Petterson, Lars Larsen, Morten Eriksen, Mikkel Wind-Hansen, Ole Møller Nielsen, Ole Juel, Flemming Nielsen (træner), Finn Jensen (massør), Jan Knudsen, Michael Sørensen, Henrik Jørgensen, Henrik Larsen, Torben Andersen, Lars Mejnert, Michael Bang (holdleder).

 

En stor nedtur.

Opholdet i Superligaen varede kun en halvsæson. Alvorlige knæ og korsbåndsskader smadrede stort set hele holdet, inden turneringen var kommet i gang.

Otte-ni stamspillere sad udenfor og unge, helt urutinerede kræfter måtte prøve at løse den uløselige opgave. En spiller som unge Mikkel Beck blev smidt ind i fighten – han blev året efter sammen med den altid skadede Jacob Svinggaard solgt videre til Fortuna Köln uden om B 1909.

Nierne var nærmest at regne som slagtekvæg. Seks points for lige så mange uafgjorte kampe udgjorde det pauvre resultat, da regnskabet blev gjort op. Der var dog kun en svipser, 0-6 i Silkeborg mens der blev hentet overraskende points i Brøndby og i Aarhus mod AGF.

Så var det hverdag igen i Kvalligaen og 1993 gav ikke comeback. Spillerflugten tog til og den siddende bestyrelse kæmpede for at holde næsen over vande. Sportsligt endte det med en sidsteplads i rækken og den nye formand Palle Hansen måtte gå den tunge gang med klubben i skifteretten.

En trænerduo, Peder Th. Pedersen-Jens Ottesen, holdt ikke længe og så var det Tommy Møller Nielsen der fik opgaven med at klinke skårene. Som følge af konkursen, der også på lignende vis sendte Frem i brædderne, skulle det i 1994 handle om Danmarksserien for den engang så stolte klub.

 

 

Ikke til at knække.

Opholdet i DS kreds 3 blev dog kun etårigt. De fleste spillere blev i klubben og viste noget af den klubånd, der var med til at bære igennem i de svære år. Den stærke trup og den genopstandne topskytte Kenneth Jensen, der stort set havde været skadet siden han kom til klubben ved SL-starten bombede de stakkels DS-hold langt bagud og oprykningen var en logisk konsekvens mens træneren valgte at tage til OB efter ”miraklet i Madrid”.

Trods et mislykket træner-intermezzo i startfasen i 2. Division vest i foråret 1995 under trænerafløserne Allan Michaelsen, der var trådt ned fra managerkontoret og nu fik oprejsning fra 1986 og Lars Pedersen som var tidligere topspiller i klubben. Men det var nok gået for hurtigt for det endte med omgående nedrykning fra 1. Division i sæsonen 1995-96. I den sommer oplevede B 1909`s ungdomsafdeling en rædselsfuld situation hvor ynglingeholdet måtte trækkes fra 2. Division og drengene fra Mesterrækken. Det gav stof til eftertanke og der måtte nytænkning til. For at stoppe spillerflugt og lignende blev der samme år indgået et samarbejde med Humlehaveskolen om en fodboldlinie hvor integrationen var i højsædet.

Sæsonen 1996-97 var både i øst og vest for B 1909. Forstået på den måde at DBU med den vanlige situationsfornemmelse havde besluttet at køre to halvårlige turneringer i 2. Division.

B 1909 blev nummer to i øst og det gav grobund for optimisme, under Tommy Møller, der så forsvandt igen, denne gang til Skotland. Ind kom OB´s tidligere anfører Kim Ziegler til B 1909`s trænersæde og da resultaterne var dårlige i starten fik han ikke den varmeste velkomst. I sæsonen 1997-98 kørte det hele som smurt og topscoreren Peter Rasmussen var tilbage ”skarpere” end nogensinde med sensationelle 28 mål i 28 kampe.

B 1909 i 1997-98: Peter Due, Claus Bo Rasmussen, Johnny Nielsen, Hasse Frimodt, Thomas Bengtsson, Peter Rasmussen, Finn Jensen (holdleder), Thomas Knudsen, John Damsted, Kenneth Jensen, Kim Bak, Niki Antivakis, Jan Topp Rasmussen, Torben Stehmann (ass.træner), Allan Michaelsen (manager), Morten Berthelsen, Simon Larsen, Kenneth Møller Pedersen, Kasper Broholm, Henrik Helveg, Henrik Borg Christensen, Kim Ziegler (træner). 
B 1909 i 1997-98: Peter Due, Claus Bo Rasmussen, Johnny Nielsen, Hasse Frimodt, Thomas Bengtsson, Peter Rasmussen, Finn Jensen (holdleder), Thomas Knudsen, John Damsted, Kenneth Jensen, Kim Bak, Niki Antivakis, Jan Topp Rasmussen, Torben Stehmann (ass.træner), Allan Michaelsen (manager), Morten Berthelsen, Simon Larsen, Kenneth Møller Pedersen, Kasper Broholm, Henrik Helveg, Henrik Borg Christensen, Kim Ziegler (træner).

af Mogens Hansen

Luk