Menu

Foredrag med Ekstra Bladets Jan Jensen på lørdag den 5. november kl. 11

image Old Boys-afdelingen glimrer med endnu et attraktivt foredrag
Jesper Kent Mortensen
29. oktober 2022 kl. 19:55
Jan Jensen fortæller om korruption i FIFA og den skandaleramte VM-vært, Qatar , hvor sidste tilmeldingsfrist er i dag søndag!
B1909`s Old Boys afdeling inviterer afdelingens medlemmer til et spændende foredrag med Ekstra Bladets undersøgende sportsjournalist Jan Jensen – manden bag den populære podcast ’Blodbold’ om FIFA og VM i Qatar.
Foredraget med Jan Jensen - som har været ungdomsspiller i B1909 - afvikles lørdag den 5. november kl. 11 på Gillestedvej i forbindelse med DS-holdets hjemmekamp mod Ringkøbing IF.
VM i Qatar er som bekendt indhyllet i et utal af skandaler – fra korruption til brud på menneskerettigheder for de mange migrantarbejdere, der har bygget stadions under slavelignende forhold og hvor flere tusinde har mistet livet.
Om lidt starter VM og det danske herrelandshold kvalificerede sig stensikkert og er klar til kamp.
MEN - det er med en mærkelig smag i munden, at mange fodboldfans sætter sig foran flimmeren med landsholdstrøje og klaphat.
Hvordan forholder man sig som almindelig fodboldfan til de mange skandaler og brud på menneskerettigheder?
Og kan man adskille sport og politik?
Jan Jensen har fulgt det skandaleramte VM i Qatar fra begyndelsen og har gransket FIFA-toppens farverige persongalleri og kontroversielle arbejdsmetoder i årevis.
Han vil lørdag den 5. november tage os med på en rejse til den mindre pæne del af det ellers så smukke spil.
Efter foredraget vil der være fællesspisning med lidt godt fra Red Corner, inklusive en øl eller vand.
Samlet pris: 125 kroner.
Tilmelding senest den 30. oktober til et af bestyrelsens medlemmer.
For eksempel formand, Klaus Kokholm Pedersen: 20 83 30 30
Program:
Velkomst kl. 10.50
Foredrag kl. 11
Fællesspisning kl. 12
B1909-Ringkøbing IF kl. 13
Luk