Pigeafdelingen på tur til Gellerup og Viborg
Torsdag d. 21. oktober var 20 piger fra klubben samt 15 trænere, forældre og søskende afsted en hel dag. Turen var arrangeret og støttet af DIF Get2Sport. Vi blev hentet om formiddagen i en stor dobbeltdækkerbus, hvor kursen så blev sat mod Gellerup ved Aarhus. Her skulle vi deltage i en indendørsturnering som ACFC arrangerede med 3 hold i aldersgruppen 10-12 år og 1 hold for de 13-14 årige piger.
Alle pigerne gjorde det godt. De ældste piger vandt deres turnering, mens det ene hold af de 10-12 årige piger nåede semifinalen. De deltagende spillere fik vigtig erfaring i at spille indendørs. Efterfølgende lavede de frivillige fra ACFC super lækre shawarma til os alle sammen.
Da alle havde spist og hygget sig i hallen, tog vi sammen med pigerne og lederne fra ACFC, i alt 72(!) personer, videre til Viborg, hvor vi skulle se kvindernes VM kvalifikationskamp mod Bosnien. Pigerne havde glædet sig rigtig meget, og kvinderne leverede en flot kamp med masser af mål - hele 8-0 vandt Danmark!
Pigerne, trænere, forældre og søskende fra B1909 vandt DBU's "Fanbattle" på Viborg Stadion. Træner Elan fik derfor overrakt en spritny landsholdstrøje med alle landsholdsspillernes autografer. Det blev sagt i stadionhøjtaleren og vist på storskærm - en stor oplevelse for pigerne og de frivillige.
Tusind tak til DIF Get2Sport for støtten, til ACFC for en super god og hyggelig dag i Gellerup og lige så stor tak til træner Elan Rahman, forældre og søskende der deltog på turen, og dermed var med til at sikre pigerne en rigtig stor oplevelse.
Stemningsbilleder fra turen:
De frivillige fra ACFC lavede fremragende shawarma til os alle sammen!
- så der var dømt "Get2shawarma" :)
De ældste piger vandt indendørsturneringen v/ Gellerup Cup
Pigerne, trænere, forældre og søskende fra B1909 vandt DBU's "Fanbattle" på Viborg Stadion. Træner Elan fik derfor overrakt en spritny landsholdstrøje med alle landsholdsspillernes autografer. Det blev sagt i stadionhøjtaleren og vist på storskærm - en stor oplevelse for pigerne og de frivillige.