Menu

Andreas Bech ny cheftræner i B1909

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
23. juni 2023 kl. 01:04
Pressemeddelelse

B1909 har ansat 35-årige Andreas Bech som ny cheftræner for klubbens Danmarksseriehold.

Andreas kommer til B1909 med trænererfaring fra højeste niveau, idet han i de seneste 6 år har været omkring OB’s U17- og U19-ligahold i Ådalens talentakademi. Tidligere har han også erfaring fra øvrige fynske klubber, ligesom Andreas er i besiddelse af en A-licens.

Sportslig ansvarlig, Michael Plambech, udtaler:
-“Jeg synes det er et scoop, at det er lykkes at hente Andreas. Jeg tror på, at han har en masse ting som han kan bidrage med. Jeg håber og tror på, at han kan få forløst vores trups fulde potentiale, som jeg tror på har mere i sig. Og så ved vi også, at Andreas har et stærkt netværk, som vi håber at få glæde af”.

Andreas Bech:
-“B1909 er en spændende klub med masser af historie. Jeg er fynbo, og har altid set 9’erne som en af de store klubber på øen. Jeg er meget glad for den tillid klubben viser mig, og jeg er virkelig klar til at tage arbejdshandskerne på. Klubben har et godt potentiale, og jeg håber og tror på, at vi i teamet og truppen i fælleskab kan forløse mere end de forrige sæsoner har vist”.

-“Ambitionerne er at få et stabilt hold på benene, og heri ligger en struktur og genkendelighed for spillerne, men også at de mange mennesker som ser 9’erne spille kamp kan se hvad holdet vil. På den korte bane handler det om at være gode i den række vi deltager i, men personligt kunne jeg også godt tænke mig, at vi blev et af de bedste fynske hold i vores række. På den lange bane har vi alle lov til at håbe og tro på mere end den nuværende række, men lige nu handle det også om realisme. Det bliver hårdt arbejde, men i fællesskab med teamet, truppen, klubben og de mange trofaste fans, så tror jeg på et meget spændende projekt”, slutter Andreas Bech.

 

Luk