Menu

Optakt: Amputeret rødt mandskab gæster Hedensted

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
20. maj 2022 kl. 17:32
Hedensted - B1909, lørdag d. 21/5 ‘22, kl. 13.30

Det er en noget amputeret trup, der lørdag formiddag sætter sig til rette i spillerbussen, når B1909 drager mod Jylland og en eftermiddagskamp i Hedensted. Hele seks mand er fraværende, hvoraf de fem er normale startere. Det er en udfordring for de fleste hold, ingen tvivl om det.
Cheftræner Kim Jørgensen har dog fået samlet en kompetent 15-mands-trup, og trods fraværet af kendte navne, skal drengene nok kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne, i bestræbelserne på et godt resultat.

Alexander Brems, Rune Corfitzen, Daniel Winther og Jonas Lund er alle fraværende af private årsager, og der har derfor længe været arbejdet på at rykke kampen. Det har desværre ikke været muligt, og derfor er nierne uden de fire stamspillere. Samtidig må vi undvære topscorer Nicolai Frederiksen, der fik gult mod Marienlyst, og har optjent en karantænedag. På samme vis er Mass Sise ude, ovenpå sit røde kort i samme kamp.

I stedet for de seks spillere er der gensyn med Marc Eliasen og unge Abekya Yalakanwa, der begge har været udenfor truppen indtil videre her i foråret. Og så er Visar Aliti tilbage i DS-sammenhæng, ligesom målmand Ben Pakes er indlemmet i truppen efter nogle stærke præstationer på reserveholdet.

Lørdagens værter fra Hedensted har haft et flot forår, og har blot tabt én af otte kampe i 2022. Efter sejre i de tre første kampe, har holdet hentet en række uafgjorte, blandt andet 2-2 på Sydfyn mod oprykningsfavoritterne fra SfB/Oure. Eneste nederlag var hjemme mod OKS for nogle uger siden, men det kan ikke fjerne indtrykket af et imponerende forår for det østjyske mandskab. Det bliver uden tvivl en hård nød at knække for de amputerede røde drenge, men med fodbold med hjertet er alt som bekendt muligt. Vi håber og tror på en positiv reaktion, når spillerne løber på banen i Hedensted.

Cheftræner Kim Jørgensen har udtaget disse 15 spillere:

Christian Kjer
Ben Pakes
Kingsley Amoakohene
Christian Jørgensen
Visar Aliti
Marco Bertelsen
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Izunna Uzochukwu
Ali Al-Rabiey
Christoffer Kirud
Burana Saenkham
Bekir Demirovic
Marc Eliasen
Abekya Yalakanwa

Vel mødt!

Luk