Menu

Optakt: B1909 har Dalum-keeper med til Varde

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
17. marts 2023 kl. 17:55
Varde - B1909, lørdag d. 18/3 ‘23, kl. 15.00

Kunstgræsset ved stadion i Varde danner rammen, når B1909 lørdag eftermiddag tager hul på forårssæsonen i Danmarksserien. Efter de indledende kampe i efteråret er rækken nu blevet opdelt i op- og nedrykningsslutspil, hvor de røde som bekendt er at finde i sidstnævnte, efter at have overvintret på sjettepladsen. Nu består vores DS-pulje af otte hold, med en aktuel rød 4. plads, og hvor det kontante krav er at undgå degradering til den fynske Albaniserie. Mellem ét og fire hold skal ned, afhængig af slutstillinger i 3. division og så videre. Med andre ord; vi skal ud over stepperne og på tavlen fra første fløjt!

Kampen i Varde bliver formentlig endnu en i rækken af tætte dueller mellem de to klubber, der ofte har spillet intense og fysisk hårde kampe mod hinanden. Inden lørdagens premiere er begge hold placeret side om side midt i rækken, og der skal ikke megen matematisk sans til at regne ud, at det på alle måder er en vital forårsåbning.

Nierne møder ind efter en opstart med en del udskiftning i truppen. De rutinerede forsvarsklipper; Rune Corfitzen og Daniel Winther er stoppet, mens vores lyntog på højrebacken; anfører Marco Bertelsen, er ude det meste af året med en overrevet akillessene. Samtidig er Christian ‘Krølle’ Jørgensen, der ellers havde meldt comeback, atter væk fra fodbolden, mens den solide fighter i midterforsvaret, Visar Aliti, er ude med karantæne. Det røde forsvar er i den grad ramt, men mon ikke at cheftræner, Nicolai F. Johansen, alligevel har formået at skabe en kapabel bagkæde.

På midtbanen må vi undvære Emil Thomsen, der er på en længere rejse i USA, og Morten Dyg, der fortsat er ude med en længerevarende skade. Samtidig har Burana Saenkham kæmpet med en drilsk muskelskade, men har er heldigvis meldt sig klar og er med i bussen til Varde. På positivlisten er Magnus Rahbek atter tilbage på det røde førstehold, mens unge Sami Abou Chawk, der er kommet til fra Næsby, har fået en del spilletid i testkampene. Og så skal vi naturligvis ikke glemme Mohamed Amin, der er kommet retur fra B1913, og som godt kan gøre ondt på modstanderne, når han kommer op i fart.

Kort før premieren har vi fået tilgang i målet, idet Dalums målmand, Victor Bove-Quistgaard, har valgt at støde til nierne fra 3. divisionsklubben. Den nye keeper er ligeledes med i bussen lørdag, sammen med velkendte Christian Kjer Bertelsen, der sammen med Ben Pakes vogtede buret i efteråret. Pakes har været ramt af en skade i opstarten og har ikke spillet så meget endnu.

Nye er også Erik Ingemann fra Hedensted og de to unge; Svenne Myrthu og Andreas Lampadarios, der begge er kommet til fra SfB/Oure.

Nicolai F. Johansen og den nye assistent, Kasper Mundt, har arbejdet hårdt på træningsbanen siden opstarten i januar, ikke mindst taktisk, som følge af de mange udskiftninger i forsvaret.

-“Vi står lidt udfordret i forhold et helt nyt forsvar, hvor vi primært har testet med Jonas Lund, Izunna og Andreas. Det gør også, at vi nok vælger at stå lidt dybere i banen, for at kompensere lidt for hurtigheden, samt for ikke at skulle forsvare et stort bagrum”, lyder vurderingen fra den røde cheftræner.

Direkte adspurgt om, hvilket udtryk Nicolai F. Johansen forventer fra spillerne i premieren, er tonen helt klar:
-“Jeg vil se masser af energi, form og taktiske forudsætninger, hvilket vi naturligvis først er klogere på efter kampen - i forhold til, hvor vidt det er lykkedes. Vi skal score flere mål end i efteråret, og vi skal være bedre og skarpere i begge felter. Mine forventninger til alle er store, således er forventningerne til mig selv. Vi skal komme godt afsted på forfoden, og være dygtige til at være undervejs med flere aktioner pr. spiller”, slutter cheftræneren. Således er recepten klar. Lørdag lidt i 17 ved vi meget mere.

B1909 har udtaget disse 16 spillere:

Christian Kjer
Victor Bove-Quistgaard
Andreas Lampadarios
Izunna Uzochukwu
Jonas Lund
Erik Ingemann
Hussein Al-Rabiey
Magnus Rahbek
Sami Abou Chawk
Burana Saenkham
Mohamed Amin
Jakob Tonnesen
Nicolai Frederiksen
Mass Sise
Bekir Demirovic
Svenne Myrthu

Ali Al-Rabiey og Hjalte Ulrich sidder over, mens Christoffer Kirud er fraværende på grund af arbejde.

Vel mødt!

Luk