Menu

Optakt: Blå og rød mødes for sidste gang i år

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
28. oktober 2022 kl. 18:40
B1913 - B1909, lørdag d. 29/10 ‘22, kl. 12.00

Lørdag middag spilles årets sidste nostalgiopgør, som det klassiske lokalbrag kaldes, når de to årstalsklubber B1909 og B1913 tørner sammen på sidstnævntes anlæg ved SDU. Mellem byggekraner, letbane og det enorme sygehusbyggeri skal der kæmpes om vigtigste points og odenseansk prestige, i en direkte duel mellem de to midterhold i Danmarksserien.

B1909 møder ind med en fornem stime, hvor holdet blandt andet er ubesejret i de seneste tre kampe. Senest måtte de røde dog skuffende nøjes med 2-2 hjemme mod det ubestridte tophold fra TPI, der fik lusket ét point med ud af bagdøren, via en udlignende scoring på straffespark i overtiden. Forud var gået en kamp, hvor nierne burde have snøret sækken længe inden de ambitiøse gæster vågnede op til dåd.

Helt anderledes ser det ud for lørdagens blå værter, der er uden sejr i de seneste fem kampe. En ganske uhørt situation for tretten, der normalt er et af de mest stabile hold i rækken. Tre nederlag i træk på eget græs er bestemt heller ikke hverdagskost ved Campus, senest med 1-2 hjemme i lokalopgøret mod Marienlyst. En pauseføring på 1-0 blev formøblet efter sidebyttet, og dermed må vi formode, at værterne for alvor er opsatte på en befriende hjemmesejr mod de røde, inden der tages hul på usædvanlige fire udekampe i træk i november måned. Det skyldes formentlig, at B1913 som en af de efterhånden få klubber på DS-niveau fortsat ikke har egen kunstgræsbane.

B1909 må undvære cheftræner, Nicolai F. Johansen, der modtog direkte rødt kort i de hektiske minutter efter 2-2 kampen mod TPI. Den røde chef kommenterede dommerens præstation, og den slags skal man tydeligvis vare sig med, da kampens ophavsmand kvitterede med et rødt kort og to spilledages karantæne. Vi er naturligvis med på at dommerne skal behandles med respekt, men undertegnede og flere andre overhørte Johansens kommentarer til dommeren, og de var på ingen måde hverken aggressive eller utilstedelige. Derfor valgte klubben da også at lave en indsigelse til DBU i løbet af ugen, men det afstedkom blot, at unionen administrativt tildelte cheftræneren endnu én karantænedag, så vi nu må undvære Nicolai F. Johansen i hele tre kampe. Det er ganske enkelt rystende, og det bliver ikke mindre grotesk af, at DBU har nægtet klubben indsigt i dommerens indberetning….

Nå, således oplyst, må vi desuden undvære Hussein Al-Rabiey, der modtog sit andet gule kort efter udskiftningen i kampen mod TPI. På næsten samme vis er Emil Thomsen ligeledes ude med karantæne, efter et enkelt gult kort, der samlet har udløst én dag i skammekrogen.
På plussiden er Morten Dyg tilbage efter endt skadespause, ligesom topscorer Nicolai Frederiksen er med igen efter afsonet karantæne. Desuden er Hjalte Ulrich hentet ind fra reserveholdet, og kan få sæsondebut på klubbens bedste mandskab.

Cheftræner, Nicolai F. Johansen, har udtaget disse 16 spillere:

Christian Kjer
Ben Pakes
Marco Bertelsen
Visar Aliti
Rune Corfitzen
Daniel Winther
Morten Dyg
Izunna Uzochukwu
Burana Saenkham
Jakob Tonnesen
Ali Al-Rabiey
Jonas Lund
Nickolaj Hardt
Nicolai Frederiksen
Mass Sise
Hjalte Ulrich

Vel mødt!

 

Luk