Menu

Optakt: De evige rivaler mødes igen

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
06. oktober 2023 kl. 13:52
B1913 - B1909, lørdag d. 7/10 ‘23, kl. 13.00

Lørdag byder på et af sæsonens mest ikoniske lokalopgør, når de blå fra B1913 tager imod de røde fra B1909. Årstalsklubberne og de evige rivaler, der har mødt hinanden utallige gange gennem mere end hundrede år. Lørdag sker det så igen, og trods mere ydmyge rammer på Campus end på Odense Stadion for årtier tilbage, så er gløden, gnisten og glæden fortsat den samme. Ingen ønsker at tabe disse kampe!

B1909 møder ind med et sjældent nederlag i bagagen, da rækkens duks, Marienlyst, på forunderlig vis fik dukket nierne i sidste weekend. 1-4 hed cifrene, i en kamp, hvor de røde værter ellers sad på både spil, chancer og momentum. Masser af energi og højt pres, men alligevel et nederlag - til en uhyre effektiv modstander. Der er mange måder at tabe på, men skal man vælge, så foretrækker vi faktisk denne. At dø med støvlerne på, så at sige.

Lørdagens værter fra B1913 sled sig til 2-2 i Aarhus mod Fremad, takket være Tue Lunds udligning dybt inde i overtiden. Med det ene point kom de blå med i den aktuelle Top 5, forud for opgøret mod nierne. En placering begge klubber formentlig gerne vil fastholde ind i foråret, så der kan kæmpes opad fremfor det modsatte.

Op til kampen har undertegnede haft en snak med cheftræner, Andreas Bech, hvor det indledende spørgsmål handlede om det første nederlag i seks kampe:
-“Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke kunne udbygge den pointmæssige gode stime, men vi var tilfredse med kampen, på nær resultatet. Jeg ville have været øv, hvis vi var blevet kørt ud af banen, men det gjorde vi absolut ikke. I mine øjne var vi bedst i mange dele af spillet, desværre bare ikke på måltavlen. De små marginaler gik til Marienlyst. Truppen er stadig i godt humør, for de havde den samme fornemmelse af kampens gang”, indleder den røde chef.

Hvad forventer du af den kommende kamp?
-“B1913 er rigtig gode til at spille lige kampe, hvilket deres resultater også viser. De har en egenskab til, at alle deres kampe lever, når der stadig mangler ti minutter. Det skal vi have respekt for, for de kæmper super godt og giver ikke op. Det bliver en kamp med fysik og dueller. Og så må vi også se, hvordan banen ser ud her i oktober, men så må man spille derefter”.

-“Vi er et offensivt tænkende hold, og det gælder både med og uden bold. Mod Marienlyst tog vi styringen og det vil vi gøre igen lørdag. Jeg tror vi kan ramme hjemmeholdet på noget direkthed, og at de bliver stresset nogle specifikke steder på banen. Derudover skal vi være rigtig dygtige til at stå imod deres duelspil, især på vores halvdel af banen og i feltet”, slutter Andreas Bech.

B1909 har angriberen Mass Sise tilbage, og han danner formentlig atter frontduo med Nicolai Frederiksen. Daniel Winther og Marco Bertelsen er begge med i truppen, selvom der er lidt tvivl om deres skadessituation. Desuden er målmand Jakob Fechtenburg retur efter sin udlandsrejse.
Modsat glider Burana Saenkham og Bekir Demirovic ud af truppen, sammen med Visar Aliti, der blev skadet mod Marienlyst.

Cheftræner Andreas Bech har udtaget denne 16-mands trup:

Jakob Fechtenburg
Christian Kjer
Hussein Al-Rabiey
Marco Bertelsen
Eirik Stedje
Daniel Winther
Isa El-Enazi
Izunna Uzochukwu
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Magnus Rahbek
Nicolai Frederiksen
Jonas Lund
Karl Emil Callesen
Sami Abou Chawk
Mass Sise

Vel mødt!

 

 

Luk