Menu

Optakt: Endnu et lokalopgør

image Anfører Lund og co. skal igen på hårdt arbejde, når de røde gæster TPI (Foto: HIF)
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
26. april 2023 kl. 18:02
TPI - B1909, torsdag d. 27/4 ‘23, kl. 18.30

Torsdag aften danner Home Tarup Park i Paarup rammen om endnu et spændende lokalopgør, når B1909 drager de få kilometer mod vest og gæster TPI.

Værterne var millimeter fra at sikre sig en plads i oprykningsspillet til 3. division, men blev til sidst overhalet af Marienlyst, da tingene for alvor spidsede til i efteråret. Det var uden tvivl en stor skuffelse hos det ambitiøse hjemmehold, der dog har kunne trøste sig med, at nedrykningsspøgelset her i foråret aldrig bliver et tema. Med en udgangsposition helt på toppen inden sidste halvdel af sæsonen, kunne foråret med fordel bruges som opbygning til den kommende sæson efter sommerferien.

TPI kom dog noget slingrende fra start, og det kostede åbenbart klubbens cheftræner undervejs, der er blevet udskiftet med den fynske trænernomade Carsten Hemmingsen. Med ham ved roret skal drengene fra Paarup forsøge at genfinde formen, og mon ikke at vi ser et styrket TPI-mandskab efterhånden som foråret springer ud. Truppen er i hvert fald til mere end resultaterne har antydet på det seneste.

B1909 møder ind med to friske sejre i bagagen, som for en stund har skabt en smule luft til de allernederste pladser. Sejren i Hedensted - der i øvrigt har overhalet TPI og nu indtager førstepladsen - var befriende, og weekendens overtidssejr mod Otterup var i samme kategori. Nu gælder det om at forlænge den gode stime, for den eneste måde, vi kan sikre overlevelse på, er ved at indsamle så meget som muligt selv.

Trods rød fremgang, må vi alligevel overlade torsdagens favoritrolle til værterne. TPI har en særdeles solid trup, hvor flere spillere har erfaring med divisionsfodbold. En tredjeplads i grundspillet vil altid udløse en favoritrolle, og mon ikke vi også vil se et aggressivt hjemmehold, der vil forsøge at sætte sig på træner Hemmingsens tidligere klub. Nierne vil naturligvis gå til kampen på vanlig optimistisk vis, og forsøge at spille vores chance for point. To sejre har givet selvtillid i truppen, samtidig med, at form og spil tydeligt har rykket sig positivt fra kamp til kamp.

I forhold til kampen mod Otterup, er der én enkelt ændring i den røde trup. Burana Saenkham er tilbage, mens Hjalte Ulrich modsat glider ud.

Cheftræner, Nicolai F. Johansen, har udtaget følgende 16-mands trup:

Christian Kjer
Victor Bove-Qvistgaard
Erik Ingemann
Visar Aliti
Jonas Lund
Burana Saenkham
Izunna Uzochukwu
Magnus Rahbek
Emil Thomsen
Jakob Tonnesen
Mohamed Amin
Hussein Al-Rabiey
Nicolai Frederiksen
Mass Sise
Ali Al-Rabiey
Sami Abou Chawk

Vel mødt!

 

Luk