Menu

Optakt: Ny vital hjemmekamp venter

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
16. september 2022 kl. 19:52
B1909 - Hedensted, lørdag d. 17/9 ‘22, kl. 14.00

Endelig kom forløsningen. Endelig kom den første sejr. Efter seks kampe med fire uafgjorte og to nederlag, lykkedes det endelig at hente fuld pointhøst, da B1909 i seneste runde havde besøg af Varde. 2-0 lød cifrene, takket være scoringer af Nickolaj Hardt og indskiftede Mass Sise.

Lørdag eftermiddag byder på endnu en hjemmekamp, og igen med besøg fra det jyske - denne gang dog fra østkysten. Ambitiøse Hedensted, med den stærke lokale opbakning, gæster Gillested Park. Hedensted var inden sæsonen af mange regnet blandt favoritterne, men holdet kom noget vaklende fra start. Blot tre points i de første fire kampe var uden tvivl skuffende, men de grønne har for alvor revancheret sig i de seneste tre runder. Syv points er det blevet til, ikke mindst takket være den respektindgydende 2-3 sejr på udebane i Ringkøbing i sidste weekend. Det lader til at man har fundet sig selv, og formkurven peger bestemt opad i disse uger.

Inden kampen er Hedensted placeret lige over B1909 med ti points, mens de røde har syv. Rækken ser ud til at knække over i løbet af de kommende runder, så det er vel en klassisk seks-points-kamp, som Gillested Park skal lægge græs til. Nierne har brug for at få flere sejre på kontoen, så vi hurtigst muligt kan få beroligende afstand til de uhyggelige pladser i bunden. Med Hedensted hjemme og Brabrand ude i næste weekend, er der ingen tvivl om, at kravet til spillerne er noget nær fuld høst.

I forhold til sejren over Varde må B1909 undvære Ali Al-Rabiey, Christian Jørgensen, Bekir Demirovic og målmand Ben Pakes. Sidstnævnte er fraværende af private årsager, mens Jørgensen skal arbejde. Bekir og Ali får kamptræning med reserverne. Til gengæld er Jonas Lund og Izunna Uzochukwu tilbage i truppen - ligesom Morten Dyg kan gøre comeback. Dyg fik et mindre tilbagefald kort før sin retur for nogle uger siden, men denne gang skulle vi meget gerne se den røde profil tilbage på græstæppet.

Cheftræner, Nicolai F. Johansen, har udtaget disse 15 spillere:

Christian Kjer
Marco Bertelsen
Visar Aliti
Daniel Winther
Rune Corfitzen
Emil Thomsen
Jonas Lund
Izunna Uzochukwu
Morten Dyg
Burana Saenkham
Jakob Tonnesen
Nicolai Frederiksen
Nickolaj Hardt
Mass Sise
Hussein Al-Rabiey

Vel mødt!

 

Luk