Menu

Optakt: Påskebrag mod OKS’erne

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
27. marts 2024 kl. 14:02
B1909 - OKS, Skærtorsdag d. 28/3 ‘24, kl. 14.00

B1909 tog i lørdags hul på foråret i Danmarksserien, da de på dagen mørkeblå niere tabte med 3-1 i Dalum. På en forblæst og trist kunstgræsbane, gemt væk bag den store Tingløkkeskolen, et enormt langt udspark fra Dalum Stadion, måtte gæsterne se Jonas Lunds flotte åbningstræffer forvandlet til et bittert nederlag.

Værterne fra Dalum havde ellers gjort alt i deres magt for at skabe en fin ramme om kampen, hvor undertegnede endnu ikke på dette niveau har set en bedre velkomst. Dalum tog sig på alle måder godt af os som gæster udenfor banen, men desværre var gæstfriheden ikke lige så stor på kunstgræsset. Den fynske fodboldnomade, Rasmus Skovgaard, der nu er havnet på Dalumvej, kvitterede med et klassisk hattrick på sin nye adresse. Skovgaard har køligheden, når chancen byder sig, må vi bare erkende.

B1909 mødte som bekendt ind med en håndfuld lunkne testkampe i bagagen, og det var derfor ingen hemmelighed, at undertegnede var spændt på at se drengene i en turneringskamp. Fra starten viste nierne sig flot frem, og energien fra første halvdel i begge halvlege er bestemt noget, der skal tages med videre. Godt nok blev det til et nederlag, men kampen var meget lige, og med lidt større koncentration og skarphed i de afgørende momenter, så kunne sejren lige så godt have endt på Gillestedvej. Der var bestemt opmuntrende ting at tage med videre!

Men hvordan oplevede B1909’s nye cheftræner kampen?
-“Jeg oplevede en kamp, hvor vi kommer med en rigtigt god energi, spillet er ganske fint og vi formår at gøre tingene svære for Dalum. Dalum skal dog anerkendes for den måde, de løser kampen. Det irriterer mig selvfølgelig, at vi tillader de 3 mål - specielt fordi vi egentlig har okay fat i dem i den resterende del af kampen”, lyder vurderingen fra Kasper Mundt.

Skærtorsdag venter så den ‘2. finale’ i rækken af fire, inden turneringen knækkes over i henholdvis op- og nedrykningsslutspil. I skrivende stund har B1909 fastholdt vinterens tredjeplads, men forfølgerne er kommet væsentligt tættere på. Således er denne rundes modstander, OKS, nu placeret som nummer 4, blot ét point fra os, mens kun fem points adskiller TPI på næstsidstepladsen fra vores aktuelle tredjeplads. Pyh, det er spændende - og spændingen fortsætter halvanden uges tid endnu!

Gæsterne fra OKS kom modsat os godt fra land, da holdet besejrede Aarhus Fremad med 3-1 hjemme på Østerbæksvej. Torsdag gælder det så lokalopgøret på 3F Gillested Park, og der er vist ingen tvivl om, at alverden er på spil, både i kampen og rundt om den. Vi kan jo alle synes nok så meget om spillerskifter, moral og etik og alt muligt andet, men når fløjten lyder torsdag eftermiddag, er det som altid de to holds elleve udvalgte, der sætter scenen. Et topbrag, et lokalbrag, på en endnu bestående dansk helligdag. Vi glæder os!

Kasper Mundt: -“Lokalopgør er altid helt specielle, og de lever deres eget liv. Derfor bliver OKS en kamp med nerve. Det bliver en kamp, der afgøres i felterne og det hold med størst kynisme forventer jeg også trækker det længste strå. OKS er et dygtigt hold til omstillinger, specielt fordi deres dynamiske kvartet oppe foran kan skabe udfordringer for alle defensiver i DS. Så vi skal forsøge at give dem så få muligheder for at lykkes i den del - så forventer jeg også vi kan skabe kampen”, udtaler den røde cheftræner.

Udover resultatet i Dalum, blev det yderligere en dyr lørdag for B1909. Målscorer Lund måtte udgå med en skade i knæet, og må desværre sidde ude mod OKS. Det samme er tilfældet for Erik Ingemann, der så rødt i slutfasen, samt Hussein Al-Rabiey, der har optjent for mange gule kort. I forvejen er profiler som Burana Saenkham, Magnus Rahbek og målmand Christian Kjer ude med skader, mens der omvendt er givet grønt lys til nordmanden, Eirik Stedje, der sad ude mod Dalum.
På den positive side er klubbens nye unge målmand, Victor Haastrup, der er kommet til fra SfB/Oure, blevet indlemmet i truppen, ligesom Bekir Demirovic, der ikke var med i premieren.

Cheftræner Kasper Mundt har udtaget denne 15-mands trup:

Jakob Fectenburg
Victor Haastrup
Eirik Stedje
Daniel Winther
Visar Aliti
Emil Thomsen
Bekir Demirovic
Nicolai Frederiksen
Mads Bæk
Karl Emil Callesen
Isa El-Enazi
Jakob Tonnesen
Marco Bertelsen
Ali Al-Rabiey
Sami Abou Chawk

Vel mødt!

 

Luk