Menu

Optakt: Sidste udekamp - Otterup venter

image
Henrik Brandt Rasmussen, kommunikationschef
09. juni 2023 kl. 18:30
Otterup - B1909, lørdag d. 10/6 ‘23, kl. 13.00

Lørdag eftermiddag gæster B1909 det hyggelige anlæg i Otterup, hvor det allerede nedrykkede hjemmehold venter. En umiddelbart overkommelig opgave i sommervarmen, men det skal man nu ikke lade sig narre af. Der venter uden tvivl en giftig modstander.

Otterup har gennem det meste af sæsonen fristet en tilværelse som agterlanterne i Danmarksserien, og den position bliver også udgangen på sæsonen. En nedrykning til Albaniserien har længe været et faktum i det nordfynske, der trods placeringen og utallige lussinger dog fortsat bider fra sig. Store nederlag undervejs i sæsonen har ikke taget modet fra badebyens helte, der med jævne mellemrum er på kanten af overraskelser. Eksempelvis storsejrede man netop hjemme med hele 4-0 mod B1913, som man faktisk også var tæt på at hente point mod på udebane. Nierne sejrede knebent med 3-2 i et overtidsdrama, sidst de to hold krydsede klinger. Så husk nu hele vejen rundt, at bjørnen skal skydes inden noget som helst kan sælges. Otterup har mere pondus og kvalitet, end stillingen og diverse resultater ellers kunne vidne om. Så er det sagt!

B1909 har i ugens løb været en tur i både helvede og himmel. Først tabte vi uhørte 0-4 hjemme mod Hedensted, i en kamp, hvor vi reelt ikke var tilstede i kampens første tredjedel. Det var en af de heldigvis sjældne kollektive offdays, hvor vi bare måtte erkende, at vi var bagud på samtlige parametre fra start.
Men allerede tirsdag aften fik vi mulighed for at rejse os, da TPI gæstede 3F Gillested Park i pokalturneringen. Det blev en af de der magiske sommeraftener, hvor der blev fightet og kombineret flot i perioder, og hvor både vejrguderne og andre med røde hjerter smilede ned fra oven. Ali Al-Rabiey stod bag kampens enlige scoring, der sendte B1909’s dobbelte pokalvindere videre i årets turnering. En tiltrængt oplevelse ovenpå Hedensted-kampen, ikke mindst for truppens selvforståelse i denne periode. Trænerteamet med Izunna og Kasper Mundt er suppleret med Emil Thomsen, og de havde lagt den helt rigtige gameplan. Lad venligst det samme gentage sig lørdag.

B1909 har en yderst erfaren rød kanin med til Otterup; nemlig selveste Kim Jørgensen, der glider ind i den røde trup. Kim gør sig normalt på reservemandskabet, men er med på DS-holdet lørdag, i øvrigt sammen med Martin Larsen fra samme hold. Det er en del af et større puslespil, der handler om, at reserverne - der spiller en afgørende oprykningskamp mod Søndersø lørdag - kan stille med den stærkest mulige trup.
I Otterup må nierne undvære topscorer Nicolai Frederiksen, der fik gult kort mod Hedensted og dermed havde opsparet til én karantænedag. Modsat er Mohamed Amin tilbage, efter afsoning på samme vis.

Trænerteamet har udtaget følgende 17-mands trup:

Christian Kjer
Victor Bove-Qvistgaard
Erik Ingemann
Visar Aliti
Burana Saenkham
Izunna Uzochukwu
Magnus Rahbek
Jakob Tonnesen
Jonas Lund
Hussein Al-Rabiey
Mohamed Amin
Mass Sise
Martin Nielsen
Ali Al-Rabiey
Sami Abou Chawk
Bekir Demirovic
Kim Jørgensen

Vel mødt!

 

Luk